Røvere fortsat på fri fod

Central enhed overtager efterforskning på grund af travlhed med flytning

10. januar 2020, 07.18

brande Der blev torsdag klokken 17.04 begået røveri mod Den jyske Sparekasse, der har domicil i det gamle rådhus i Brande på adressen Storegade 5.

Her trængte to mænd ind gennem bagdøren, der truede personalet med det koben, som det benyttede til at skaffe sig adgang til lokalet, hvor man netop var ved at lukke.

- Banken har ikke ønsket at udtale sig om det beløb, som gerningsmændene sikrede sig, siger politikommissær Henning Præstegaard.

Gerningsmændene var fuldt maskerede og iført mørkt tøj. De bar begge en rød rygsæk. Efter røveriet stak de af i ukendt retning.

Politiet håber på, at en analyse af videoovervågningen vil give et fingerpeg om gerningsmændenes identitet.

- Desuden håber vi på, at der er borgere i Brande, der har set et eller andet, og som måske kan fortælle noget om flugtvejen. Hvis man ligger inde med oplysninger, må man gerne ringe på 114, lyder opfordringen fra politikommissæren.

På grund af flytte-travlhed i Herning, der netop i disse dage er ved at flytte ind i den nye politistation i Haraldsgade, vil efterforskningen af gårdsdagens røveri blive overdraget til den centrale efterforskning, der er en slags rejsehold i forbindelse med blandt andet personfarlig kriminalitet, som Midt- og Vestjyllandspoliti råder over. Denne enhed har sæde i Holstebro.

- Som udgangspunkt har vi kigget nærmere på, om der for tiden er lignende lukketids-røverier fra banker herhjemme, men der er åbenbart ikke tilfældet, så man må håbe på, at der ikke er tale om en ny bande, siger politikommissær Henning Præstegaard.