Nederlag og corona-kamppause til IFS

Ikast FS Badminton tabte i Højbjerg og tror ikke på flere holdkampe i år

29. oktober 2020, 08.30

Foto: Martin Ballund

BADMINTON Også Ikast FS’ 1. divisionshold har formentlig spillet deres sidste kamp i 2020.

Sådan er forventningen hos den lokale klub som følge af regeringens og sundhedsmyndighedernes seneste corona-stramninger af forsamlingsforbuddet, der fra mandag i denne uge blev skåret ned fra 50 til 10 personer,

- Vores fornemmelse er helt klart, at der fra 1. division og nedad ikke spilles flere turnerings- og holdkampe på den her side af nytår, siger cheftræner Sune Gavnholt.

I 1. division mangler IFS Badminton tre opgør, inden forårets kvalifikationskampe. 17. november skulle Ikast-mandskabet have været til Skovshoved, 1. december var der programsat en hjemmekamp mod Aalborg Triton, mens grundspillet skulle afsluttes 16. januar hjemme mod Værløse.

Men corona-pandemien forhindrer formenlig gennemførelsen af flere turneringskampe. Også i 1. division.

IFS’ bedste hold fik ikke en optimal nedtakt til corona-kamppausen. Selvom jævnbyrdiggeden var stor, blev det til et 0-9-nederlag i Højbjerg.

- Højbjerg skal have ros for at ramme deres top-top-niveau, mens vi kun spillede på 80-85 procent. Men jeg er glad for den gode indstilling og attitude, som vores spillere viste - på trods af cifrene, siger Ikast-træner Sune Gavnholt.