Slut med brok over benzinpriser

Grundlovsdag fejret med tanker til den spændte situation i Ukraine

Udgivet:10. juni 2022, 13.00

Læsetid:3 minutter

Ukrainskske Marta Scvadchak-Andersen var hovedtaler ved grundlovsmødet ved Skallerund Sø og fik med sine fortællinger tavsheden til at brede sig. Foto: Malene Tswai

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

ENGESVANG »Så er der vist ingen grund til at brokke sig over benzinpriserne, lød det stille og eftertænksomt på en af rækkerne«

Ordene faldt umiddelbart efter, at den herboende ukrainere Marta Scvadchak-Andersen havde været på talerstolen ved Socialdemokratiets grundlovsmøde ved Skallerund sø ved Engesvang.

Der var larmende tavshed efter hendes indlæg og slutbemærkningen til danskerne om at »passe på og værne om, hvad hun kaldte: Et fantastisk demokratisk samfund.

Den smukke kulisse med nyudsprugne åkander, der vuggede på søen, og et lysegrønt inferno af træer i sommerklæder satte rammen om hendes dystre fortælling

- Ukraine erklærede sig selvstændig 24. august 1991 - som den sidste af de tidligere sovjetstater. Jeg var bare otte år, men husker det tydeligt. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Specielt husker jeg de store følelser, min far havde den dag, forklarede ukraineren.

Voldsom fortid

Hun kom også med en række faktuelle tal om, hvordan Ukraine i årtier har lidt en voldsom skæbne.

Hun fortalte den grufulde historie om sine bedsteforældre, der blev deporteret til Sibirien og i 25 år levede i en arbejdslejr med hårdt arbejde i minerne. Om de mange millioner ukrainere, der blev udsultet i 30’erne og de store tab landet led under og efter 2. Verdenskrig.

- Vi fik vores forfatning 28. juni 1996 og har siden haft håbet og set, hvordan det hele udviklede sig i den rigtige retning. Vi længes mod vesten og demokrati i en sådan grad, at Putin nu har grebet ind. Og nu kommer det hele tilbage som et deja-vu. Det hele startede tilbage i 2014, hvor Putin annekterede Krim. Han er i gang med at tage vores ret til selvbestemmelse fra os, sagde Martha Scvadchak-Andersen.

Krigen er tilbage

For hende og resten af hendes landsmænd var 2014 kun en opstart.

- Allerede dengang burde Vesten have set Putins sande ansigt, og det er utroligt, at Rusland kan sidde med vetoret i FN og samtidig angribe en nationalstat. Vi kæmper for hver en centimeter, understregede hun og kom med sin helt personlige fortælling om, hvordan hun den 24. februar klokken fem om morgenen blev ringet op af sin mor.

- Ukrainernes ret til sikkerhed er igen taget fra os. Putin stopper ikke ved Ukraine. Han er en trussel mod verdens sikkerhed. 12 millioner ukrainere er igen på flugt, og det er langt fra slut endnu. Vesten skal stå sammen og vise deres mod ved at kæmpe mod den fælles fjende. Danmark og danskerne har støttet økonomisk, militært og politisk. Tak for det. Det sætter vi stor pris på, og vi glemmer ikke vores venner, sagde Martha Scvadchak-Andersen.

I Engesvang var både byrådsmedlem H.C. Jørgensen (S) og folketingsmedlem Anne Paulin (S) på talerstolen.

Frustrerende forældre

I Ikast havde de konservative vælgerforeninger i Herning og Ikast-Brande slået sig sammen og kunne præsentere tre folketingskandidater og et æresmedlem i talerækken.

Siff Tang Lassen, der er formand for KU i Herning og Omegn fokuserede på det, det hele handlede om, nemlig grundloven.

Frihed - blandt andet for ældre borgere - var også på dagsordenen for Michael Norup (K)..

Dina Raabjerg (K) brugte powerpoint til at komme med sine budskaber og fokuserede på grundloven, demokrati og den moderne verdens udfordringer.

Europas brødkurv

Også De Konservatives æresmedlem Ove Nørholm bød ind med en grundlovstale og havde blandt andet også flere tanker omkring Ukraine.

- Vesten har sovet i timen, velvidende at Putin har oprustet i et omfang, som vi ikke har set siden Anden Verdenskrig. I 2014, da Rusland gik ind i Krim og den østlige del af Ukraine, reagerede Vesten ikke. Hvis man kan tale om fordele ved invasionen i Ukraine, så er det at det har skabt sammenhold i både EU og Nato. Putin havde nok forventet en splittelse. Ukraine og Rusland er »Europas brødkurv« og tegner sig for 30 procent af den internationale korneksport. Krigen vil få ødelæggende humanitær indflydelse på i forvejen skrøbelige stater i Mellemøsten og Afrika., sagde Ove Nørholm.

Ove Nørholm (K) kaldte i sin grundlovstale Ukraine for »Europas brødkurv« Foto: Malene Tswai