Ikast-mægler sælger halvdelen af forretningen: »Man kan lige så godt gøre det ordentligt«

Ejendomsmægler Joachim Glerup Verwold er blevet medindehaver af Nybolig i Ikast. Han ejer nu halvdelen af den lokale mæglerforretning

11. marts 2021, 11.52

Kasper Bæk Vestergaard (t.v.)overtog Nybolig Ikast i 2013, efter at forretningen havde været lukket i et års tid. I 2018 kom Joachim Glerup Verwold til som mægler, og ved årsskiftet overtog han halvdelen af forretningen. Foto: PR-foto

IKAST De er vant til at indgå handler hos Nybolig i Ikast, men ved årsskiftet indgik indehaver Kasper Vestergaard Bæk også en intern handel i virksomheden.

Han har per 1. januar solgt halvdelen af forretningen til ejendomsmægler-kollegaen Joachim Glerup Verwold, der har arbejdet hos Nybolig Ikast siden 2018.

- Grundlæggende er Joachim og jeg bare et godt makkerpar, der supplerer hinanden godt. Det er det makkerskab, jeg tror, der skal til for at bygge videre på den butik, jeg startede i 2013, siger Kasper Bæk Vestergaard.

Han overtog butikken, efter at den havde ligget underdrejet i et års tid, og startede den op på ny. Siden har han været eneejer af boligbutikken, men nu har han så inviteret Joachim Glerup ind i varmen.

- Vi har begge overvejet det i et stykke tid, men nu var tiden den rigtige og så kan man lige så godt gøre det ordentligt. Det er enten eller. Derfor er det ikke noget med skæve procenter. Vi er fuldt ud ligeværdige partnere, og vi ejer 50 procent hver, slår Kasper Bæk Vestergaard fast.

I praksis fortsætter forretningen dog som hidtil, og Kasper Bæk Vestergaard vil fortsat stå for en del af det administrative ved siden af salgsarbejdet, mens Joachim Glerup Verwold primært vil koncentrere sig om salg.

- Det er en del af aftalen, at jeg kan fortsætte med det, jeg brænder allermest for - nemlig at sælge huse. Jeg vil allerhelst bare være ude i marken, så på den måde er der ikke meget, der ændrer sig. Jeg ser det lidt som et ægteskab, vi nu har fået papir på, siger den nye medejer med et glimt i øjet.

- Jeg har stor respekt for, at Kasper har startet forretningen fra bunden, for det er svært at åbne en butik og opbygge den tillid, det kræver fra kunderne. Derfor er jeg også glad for, at jeg blev inviteret indenfor, siger Joachim Glerup Verwold.

Han er født og opvokset i Bording, hvor han fortsat bor med hustru og to børn.

- Vi er markedsledere i Bording og Engesvang, og her spiller netværk en enormt stor rolle. Det er vi ikke i Ikast endnu, men det er klart, at der målet, siger han.

Han anerkender samtidig, at der er hård konkurrence blandt mæglerne i Ikast.

- Det er et spændende marked, og jeg elsker heldigvis den konkurrence, der er, siger Joachim Glerup Verwold.