Mestre klar til guldmedaljer

FC Midtjylland runder sæsonen af med en hjemmekamp mod AaB

24. juli 2020, 04.02

Ronnie Schwartz scorede på to straffespark mod FC Nordsjælland og skal måske kåres som Superliga-topscorer efter søndagens afsluttende kamp mod AaB. Foto: Tom Laursen

FODBOLD Søndag aften runder FC Midtjylland sæsonen 2019/20 af. Det sker med en hjemmekamp mod AaB, hvor der ikke er det store spil. »Ulvene« har for længst sikret sig det danske mesterskab, og for FCM-spillerne handler det nok mest om at få overstået kampen hurtigst muligt, så de efterfølgende kan løfte DM-trofæet og skåle i et glas velfortjent champagne.

Inden FC Midtjylland overhovedet kommer så langt, venter der i aften en udekamp på Brøndby Stadion, hvor hjemmeholdet heller ikke har det store at kæmpe for. Brøndby kan nemlig ikke nå at indhente FC København, der i øjeblikket ligger på tredjepladsen efter at være blevet overhalet af AGF.

FC Midtjylland var senest i kamp fredag aften, hvor det i en hæsblæsende forestilling blev til en sejr med de sjældne cifre 6-3 over FC Nordsjælland. Hjemmebaneopgøret blev påvirket af et tidligt rødt kort til den tidligere FCM-spiller Mads Døhr Thychosen. Der blev dømt straffespark i situationen, hvor Thychosen fik kantet Mikael Anderson. Tv-billederne viste dog, at Anderson forinden havde ramt sin modstander med en albue direkte på næsen. Siden har Mads Døhr Thychosen så fået ophævet den karantæne, der normalt følger med et rødt kort.

Tæt på topscorer-titel

Ronnie Schwartz scorede på straffesparket, og senere i kampen udnyttede han endnu et straffespark. FCM-angriberen har dermed scoret 17 mål i sæsonen og er delt topscorer sammen med Patrick Mortensen fra AGF og den tidligere Brøndby-spiller Kamil Wilczek.

Hos FCM er det normalt Evander Ferreira, der sparker straffespark, og det var Ronnie Schwartz sådan set også indstillet på.

- Jeg gav bolden til ham, for han sparker jo normalt, men han gav den så tilbage til mig. Det er sådan, det skal være. Det var en fed gestus fra hans side, for jeg kan også forstå, hvis han også gerne ville på måltavlen, sagde Ronnie Schwartz efter kampen.

Søndagens medaljedyst på MCH Arena fløjtes i gang klokken 19.00.