Ikke et ord om politik: Jeg har aldrig været bange for at kaste mig ud i noget nyt

Annette Øgaard tager hellere end gerne nye udfordringer op. Det har hun endnu engang gjort ved årsskiftet, hvor hun for første gang tager plads i byrådssalen

Udgivet:10. marts 2022, 10.08

Læsetid:2 minutter

Mathilde Bach Callesen
Journalist

1 år siden

PORTRÆT Det blev et »ja« til et barselsvikariat i et kontorjob, dengang 21-årige Annette Øgaard var færdig på sin egen barsel. Det var selvom, hun netop var uddannet i butik i Herning.

- Hele mit liv har været baseret lidt på tilfældigheder - jeg har aldrig været bange for at kaste mig ud i noget nyt, siger 51-årige Annette Øgaard og fortæller, at da hun var gravid med andet barn, tog hun et skoleophold, hvor hun satte sig ind i nye edb-systemer.

Derfor tager det et godt stykke tid at komme igennem det nyvalgte byrådsmedlems CV, der både tæller stillinger i kreative og administrative afdelinger.

- Det har givet en bred viden indenfor mange områder, så jeg føler, at jeg har meget at byde ind med. Det er også derfor, jeg valgte at stille op til kommunalvalget, siger hun.

De seneste seks år har Annette Øgaard været økonomichef i den virksomhed, hun driver sammen med sin mand, Jes Øgaard.

- Vi slår to fluer med et smæk, når vi kan se mere til hinanden ved at arbejde sammen. Og nu hvor jeg skal til at have aftenmøder i byrådet, ser vi jo hinanden om dagen, siger det nyslåede byrådsmedlem.

Nye projekter i sigte

Annette Øgaards »blødere« CV tæller mor til tre børn og mormor til fire børnebørn og et bonusbarnebarn.

- Min familie betyder meget for mig, men det betyder ikke, at vi er sammen altid. Jeg er stolt over, at børnene har skabt et selvstændigt liv. Det er vigtigt for mig at have givet videre, siger hun.

Det var dengang, hun var gravid med sin første datter, at hun og familien rykkede til Ejstrupholm, hvor hun for år tilbage har været medejer af Q8-tanken.

Siden dengang har Annette Øgaard også været ansat ved Bestseller og Keldsen Group.

Hun har det nemlig med at rode sig ud i alverdens ting, som hun selv siger.

En kreativ side

Desuden venter et husprojekt om hjørnet for Annette og Jes Øgaard, der har huset på Vestervang i Ejstrupholm til salg.

Parret har nemlig planer om at flytte til Nørrevang - også i Ejstrupholm.

- Vi har købt et gammelt træhus. Det skal enten rives helt ned, så vi kan bygge nyt hus, og ellers skal vi renovere det. Det er alt efter, hvad vi kan få lov til af kommunen, fortæller Annette Øgaard.

Måske parrets kommende hjem skal udsmykkes med billeder, som lokalpolitikeren selv har malet.

- Kommer jeg først i gang med at male, har jeg svært ved at slippe penslerne igen, siger Annette Øgaard.

Annette Øgaard

Alder: 51 år

Uddannelse: Sælger

Job: Økonomichef hos Øgaards Lastvognsopbyg & Hydraulik aps

Bopæl: Vestervang 18, Ejstrupholm

Parti: Det Konservative Folkeparti

Interesser: Min familie og kreativitet