Ny FCM-bog: Fra tryk til salg på et halvt døgn

Forfatter Nils Finderup har udgivet en bog om FCM. Sidste punktum satte han efter Liverpool-kampen i sidste uge

16. december 2020, 15.14

Niels Finderup har udgivet en bog om FCM. Kampen mod Liverpool er til trods for udgivelsestidpunktet kommet med i bogen.

FODBOLD Forfatter og journalist Nils Finderup har siden corona-nedlukningen i marts arbejdet på en ny bog om FC Midtjylland. Bogen har fået titlen »Dansen om Guldulven« - og torsdag i sidste uge kom den frisk fra trykken hos Reklametryk i Sunds.

Det virkelig spektakulære er, at sidste punktum først blev sat ni timer tidligere.

Nils Finderup ville nemlig have FCM’s onsdagskamp mod engelske Liverpool med i kapitel 26 om Champions League-eventyret. Det kom den, og alligevel nåede bogen at blive færdigtrykt i 2000 eksemplarer til torsdag morgen.

Nils Finderup har 20 års erfaring som forfatter. Han har stået bag adskillige populære sportsbøger gennem årene - blandt andet »En Le Mans-vinders liv« om racerkøreren Tom Kristensen, »En fiaskos perfekte liv« om Jan Magnussen, »Født til Formel 1« om Kevin Magnussen, »Jesper Grønkjær - Troldmanden fra Thy« om den tidligere landsholdsspiller og udlandsprofessionelle og »Mirakelmageren« om den tidligere fodboldlandstræner og EM-guldvinder Richard Møller Nielsen. Sidstnævnte skrev han sammen med journalist Martin Davidsen.

Ingen hjælp fra FCM

»Dansen om Guldulven« tager sin begyndelse 22 år før, FC Midtjylland så dagens lys - nemlig i 1977, da en herningenser, Helge Sander, var initiativtager og foregangsmand, da Danmark langt om længe fik indført professionel fodbold.

Året efter var Sander også manden i centrum, da Herning Fremad hentede den aldrende, tidligere engelske verdensmester Bobby Moore til Herning.

Helge Sander er derfor også en af de personer, der er blevet interviewet til bogen. På samme måde har forfatteren interviewet en stribe andre personer rundt om klubben.

Mere usædvanligt er det, at klubbens nuværende ledere og ansatte ikke medvirker.

- På den front har jeg ikke fået meget hjælp. De forklarede mig, at de får mange boghenvendelser, og at de ikke ville gå ind i det ene projekt frem for det andet, forklarer forfatteren

Bogen skildrer FC Midtjyllands skabelse i 1999, oprykningen året derpå og hver eneste Superligasæson, holdet har spillet siden da.