Børnekarneval på fredag: Sambarytmer og glade børn går gennem Ikast

På fredag vil Ikast igen summe af karnevalsrytmer og glade børn, når det traditionsrige karneval går gennem byen

Udgivet:10. maj 2023, 20.00

Læsetid:1 minut

Efter flere års pause er der igen børnekarneval i midtbyen med det meget traditionsbundne optog gennem bymidten af børn fra byens daginstitutioner. Optoget starter og slutter på plænen ved Bakkehuset. Foto: Malene Tswai

KARNEVAL Igen i år er der tilmeldt næsten 1.000 deltagere til årets karneval, som mødes på festpladsen ved Bakkehuset i Ikast over middag. Her vil »Los Gogenokos« varme op under karnevalsstemningen, inden de mange deltagere går ad den sædvanlige rute op gennem Ikast Strøgcenter, videre rundt om Rådhuset og forbi Føtex for at vende tilbage til Strøgcenteret.

Østergade vil være afspærret for kørende trafik, mens optoget passerer. Det anbefales derfor at benytte alternative ruter i tidsrummet 13.30-14.15

Sædvanen tro vil særligt Strøgcenteret være fyldt med tilskuere i alle aldre. Her vil sambarytmerne både kunne høres og mærkes.

Strøgcenteret er under ombygning i øjeblikket, hvilket har været en udfordring i forhold til ruten, men med stor velvillighed fra håndværkerne, er det blevet muligt at gennemføre den sædvanlige rute.

Alle deltagerne slutter turen af på festpladsen, hvor de traditionen tro slutter af med at få is sponseret af Vores Ikast.

Hele arrangementet er et samarbejde mellem skoler, institutioner, Ikast Musikskole, VIA-Pædagoguddannelsen og Vores Ikast.

Ikast-Brande Kommune støtter desuden også økonomisk op omkring arrangementet.

Alle er velkomne på dagen

Årets karnevalstema er igen mangfoldighed.

Der har dermed været stor frihed i forhold til kreativiteten. Det bliver spændende at se, hvad skolerne og institutionerne har fundet på, lyder det fra arrangørerne.

VIA-Pædagoguddannelsen er de senere år blevet en fast deltager i begivenheden. I år med et musik-hold, som går med i optoget, hvor de bidrager med sambarytmer.

Den Internationale Skole i Ikast deltager desuden for første gang i år.

Alle forældre, søskende, bedsteforældre og andre interesserede er meget velkomne til at opleve optoget og nyde den fantastiske stemning med sambarytmer og glade børn.