Påskelevering: Bloomingville leger påskehare og uddeler påskeglæde

Hos Bloomingville har man fået en god ide. 27.000 stykker overskuds påskepynt skal ikke smides ud, men doneres til folk i lokalområdet, - og det spreder glæde blandt modtagerne

24. marts 2021, 05.03

Ikastvirksomheden Bloomingville donerede mandag flere kasser påskepynt til Gullestrup Børnecenter. Det var både børn og ansatte meget glade for. Her ses fra venstre: Mirna Sankri, Maria Sankri, Ellinora Brynjarsdóttir og Maj-Britt Schack Maul fra Bloomingville. Foto: Henrik Ole Jensen

ERHVERV Påskepynt skal ikke gå til spilde. Det mener de hos Ikastvirksomheden Bloomingville, og derfor er firmaets ansatte i disse dage i fuld gang med at lege glade påskeharer, når de donerer påskepynt til børnehaver, skoler og plejehjem i og omkring Ikast.

Ifølge direktøren hos Bloomingville, Lars Krog, føles det godt at give pynten væk, i stedet for at smide det ud.

- Vi har en del påskepynt i overskud, som vi ikke har fået solgt, og derfor var det en oplagt mulighed for os, at give det væk til andre, siger Lars Krog.

Derfor har firmaets ansatte kunne tage en påskekasse under armen når de tog hjem fra job og aflevere den det sted, som de mente kunne få gavn af det.

- Vi håber, at påskepynten kan give et smil og være et lille lysglimt i coronamørket, siger Lars Krog.

Afsted til børnehaven

Maj-Britt Schack Maul er support i salgsafdelingen hos Bloomingville i Ikast, og hun har valgt at donere en af kasserne med påskepynt, til sine børns gamle institution i Gullestrup.

- Jeg synes, at Gullestrup Børnecenter skal have en kasse med påskepynt, fordi de elsker at være kreative, men har måske ikke lige ressourcerne til selv at købe ind til at lave påskepynt, siger Maj-Britt Schack Maul.

Hun fik selv æren af, at aflevere kasserne med påskepynt, og det blev der taget rigtig godt imod af institutionsleder Jan Kjellstrøm.

- Det er da bare fantastisk, at vi får leveret alt det her pynt fra Bloomingville. Børnene har også selv været i gang, men det er dejligt med lidt ekstra, siger Jan Kjellstrøm.

Kasserne med påskepynt indeholdt mange forskellige slags påskeæg. Nogle var klar til at stille frem, mens andre skulle pyntes af børnene. Her har Mirna Sankri og Ellinora Brynjarsdóttir fundet nogle fine guldæg. Foto: Henrik Ole Jensen