
Blå blink for børn og barnlige sjæle
Det helt store alarmberedskab var kørt frem ved torvet lørdag formiddag
Udgivet:17. september 2022, 08.00
Læsetid:3 minutter
Falcks brandmænd gav lørdag formiddag en opskrift på, hvordan man til jul kan overraske far med en cabriolet. - Men nej, lad være med det - finishen er ikke så god, tilføjede speaker Søren Benthin ved det store show ved torvet i Ikast. Foto: Tom Laursen
1 år siden
IKAST Der var brandbil, ambulancer, blå blink og masser af babu’er på torvet i Ikast.
Alarmberedskabet var på højeste niveau. Men heldigvis kun for sjov og ren underholdning, da Falck havde inviteret til aktionfyldt formiddag.
De yngste blev skubbet godt frem mod det rød/hvide minebånd, tydeligt spændte på, hvad der ventede dem.
Foran minebåndet stod en udtjent sort bil og ventede på sin skæbne. Kiggede man godt efter, sad der på passagersædet også en »tilskadekommen« mand, der var fastklemt i den »forulykkede« bil.
Speaker Søren Benthin snakkede og snakkede. Blandt andet om, hvor interessant og alsidigt jobbet som deltidsbrandmand er. Og ikke mindst om, hvor vigtigt det er, at der er brand- og ambulancefolk, der rykker ud, når ulykkerne sker.
Han forklarede og forklarede, og så pludselig skete det:
Rundt om hjørnet fra Kirkegade kom den røde brandbil susende for fuld udrykning.
Den larmende og blinkende brandbil stoppede op og parkerede midt på vejen. Ud myldrede brandmænd, der slet ikke var i tvivl om, hvilken opgave de skulle i gang med.
Tilskuerne blev nøje guidet igennem indsatsen, der forløb foran dem. Dæk, der blev punkteret med vilje, og ruder, der også blev smadret. Med vilje.
- I vil nu få at se, hvordan man laver en cabriolet. Måske det var en god ide, hvis I ikke ved, hvad I skal give jeres far til jul ...? Og nej, jeg bliver nødt til at sige, at det ikke er noget, I skal forsøge at gøre derhjemme, sagde Søren Benthin. Øjnene var store og måbende hos specielt de yngste blandt publikum, der slugte, hvad de så, helt råt. Det var action for fuld udblæsning. Og så lige der foran dem.
Meld jer under fanerne
Til publikum var hans afsluttende bemærkning:
- Kunne I lide, hvad I så? Måske var det noget for jer at blive en del af beredskabet. De står klar 24-7 og alle 365 dage om året, understregede han med en kraftig opfordring til at melde sig under fanerne, hvis man gerne vil være med til at løse en vigtig opgave.
På torvet fortsatte løjerne med uddeling af brandmandshatte, vandsprøjt og muligheden for en selfie i brandmandsudstyr.




