Endelig en sejr: Herning-Ikast pryglede Holstebro

HIH-kvinderne satte de midtjyske rivaler på plads og vandt 35-20

12. februar 2020, 20.29

Emma Friis og Herning-Ikast vandt i stor stil onsdagens midtjyske duel mod TTH Holstebro. Foto: Tom Laursen

HÅNDBOLD Endelig! Efter fire nederlag på stribe kunne Herning-Ikast Håndbold igen synge sejrssangen i omklædningsrummet.

Onsdag aften vandt HIH-kvinderne problemfrit hjemme- og ligakampen mod TTH Holstebro, der blev sænket med hele 35-20 i IBF Arena i Ikast, hvor værterne førte med 15-9 ved pausen.

Striben af nederlag sad dog indledningsvis i Herning-Ikast-holdet, der virkede ramt på selvtilliden. Det resulterede blandt andet i to misbrugte straffekast og tre brændte friløbere. Alle inden for kampens første kvarter.

Men derefter var HIH-maskinen varm.

Keeper Sabine Englert, der leverede stabilt i samtlige 60 minutter, blev ved med at hive redninger frem foran et aggressivt og velfungerende 6:0-forsvar, der tydeligvis havde noget at revanchere efter sidste søndags blamage, hvor russiske Lada Togliatti scorede groteske 38 mål i samme arena.

Så effektiv var TTH Holstebro på ingen måde. Gæsterne, der er fjerdesidst i tabellen, kunne intet stille op over for pokalvinderne. Særligt HIH-defensiven og Englert var en kode, udeholdet ikke formåede at løse. Heller ikke selvom, der blev forsøgt med en lang række taktiske ændringer.

Også i Holstebros egen forsvarszone hev gæsterne alt ud, hvad de havde med i bussen. Fra anden halvlegs begyndelse gik TTH frem i en ultraoffensiv formation, som i offensiven blev krydret med en satsende syv-mod-seks-taktik. Det udnyttede Herning-Ikast blandt andet til at score fire gange i et tomt mål.

At sejren var ekstra vigtig efter en dårlig periode kunne også mærkes på cheftræner Mathias Madsen. Først i matchens afsluttende 15 minutter begyndte han for alvor at skifte ud i A-kæden. Alligevel fortsatte favoritterne med at udbygge den komfortable føring mod chanceløse TTH Holstebro.

Onsdagens to point bringer HIH tilbage på femtepladsen i HTH Ligaen. Næste kamp er udekampen mod Aarhus United - et opgør, der først spilles onsdag 19. februar.