Ikast-galleri klar til sommer-udstilling

Galleriet Jørgen Østergaard holder fernisering på sin gruppe-sommerudstilling

12. juni 2020, 07.30

Portræt af en kvinde indgår i en serie på tre store malerier, »Vem kan segla forutan vind«, af Niels Corfitzen. Det vises sammen med nye værker af en række øvrige af kunstnere på sommerudstillingen i Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast. Foto: Privat

FERNISERING Det bliver en samling af flere spritnye værker, når Galleriet Jørgen Østergaard på lørdag afvikler fernisering på sin sommerudstilling, »Summer 2020«.

Til sommerudstillingen samler den lokale gallerist som i tidligere år en række af galleriets kunstner i en samlet gruppeudstilling. I år bliver det kunstnerne Niels Corfitzen, Simon Fensholm, Cecilie Westh, amerikanske Charles Fazzino og britiske Jamie Linley.

2020 er et årstal, som allerede inden sommeren er blevet historisk for udbruddet af coronavirus i hele verden. Pandemien har naturligvis også ramt kunst- og galleriverden, der har været lukket ned og dermed også berørt kunstnernes verden.

Spritnye værker

Det betyder, at flere værker på »Summer 2020« er spritnye og aldrig har været præsenteret før. Det drejer sig blandt andet om Niels Corfitzens serie på tre store malerier, »Vem kan segla forutan vind«.

- Allerede med indbydelsen til ferniseringen har jeg fået flere forespørgsler. Jeg er taknemmelig for den interesse, folk har vist galleriet i den periode, hvor vi har været lukket ned. Det er både blevet til salg af værker, og jeg har også positive forventinger til, at de positive takter vi gik ind i foråret med - inden nedlukningen - så småt vil blive fulgt op, siger Jørgen Østergaard, der glæder sig til igen at kunne invitere indenfor til fernisering på lørdag - efter alle corona-forskrifter.