Tre på stribe: Sisto og Pfeiffer nettede i ny FCM-sejr

FC Midtjylland vandt også vinterens tredje og næstsidste træningskamp. Mestrene sejrede 2-0 over et ellers godt kæmpede Silkeborg-hold

28. januar 2021, 13.42

Luca Pfeiffer scorede for anden træningskamp i træk, da FCM vandt 2-0 på udebane mod Silkeborg IF. Foto: Martin Ballund

FODBOLD Præcis en uge før forårspremieren i Superligaen landede FC Midtjylland vinterens tredje testsejr på stribe.

De danske mestre vandt 2-0 over Silkeborg IF fra 1. division på mål af Pione Sisto og Luca Pfeiffer.

Sisto bragte FCM i front efter en lille times spil. Anders Dreyer bredte spillet smukt ud med en god diagonalbold til Paulinho. Brasseren tog sig god tid og sendte sit indlæg til bageste stolpe, hvor samme Dreyer havde løbet sig fri og flugtede bolden mod fjerneste stolpe. Silkeborgs Tobias Salquist reddede på målstregen, men riposten røg ud til Pione Sisto, der gjorde det til 1-0.

Værterne fra Silkeborg solgte sig dyrt mod de danske mestre, men syv minutter før tid viste »ulvene« på ny bid foran kassen. Luca Pfeiffer tog en god vending med bolden og satte derved sig selv op til afslutning en meters penge uden for feltet. Derfra curlede den tyske angriber flot bolden i nettet ved fjerneste stolpe med en god inderside-afslutning.

Kun Kaba manglede

FC Midtjylland stillede op i tæt på stærkeste opstilling med Jesper Hansen på mål og den velkendte akse med Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Frank Onyeka, Jens-Lys Cajuste, Evander Ferreira, Anders Dreyer og Pione Sisto. Kun topscorer Sory Kaba manglede. Han vendte først tilbage til træningsbanen onsdag efter sin corona-isolation.

De danske mestre åbnede opgøret med masser af energi og spillelyst og kom til en lille håndfuld gode, offensive situationer i de første 20 minutter, men skarpheden i de sidste aktioner manglede de sidste procenter.

Anders Dreyer var tættest på scoring, da han efter 14 minutter sendte bolden helt op i målhjørnet, men Silkeborgs islandske keeper, Patrik Gunnarsson, diskede op med en stor redning.

Dreyer var også lige ved at komme på tavlen efter en hurtig omstilling over Paulinho, men indlægget fra brasilianerens venstrefod var ikke præcist nok, og Silkeborgs Joel Felix fik således lejlighed til at blokere forsøget.

Også Evander Ferreira havde et par afslutninger.

Men opgøret fladede ud i halvlegens sidste 20 minutter på det vinterkolde Jysk Park. Luca Pfeiffer havde dog et forsøg, som blev blokeret op på overliggeren.

Der var fornyet offensiv sult at spore fra anden halvlegs start. Luca Pfeiffer fik en stor mulighed, da spydspidsen løb sig godt fri ved forreste stolpe og fik et perfekt, fladt indlæg i fødderne. Tyskerens inderside-afslutning blev dog kradset væk fra mållinjen af velspillende Patrik Gunnarsson i Silkeborg-målet.

Efter en lille time gik den - som nævnt - ikke længere for 1. divisionsholdet. Pione Sisto bragte FCM i front.

»Ulvene« var også i teten derefter og havde tilløb til flere gode muligheder. Syv minutter før tid cementerede Luca Pfeiffer sejren med sin anden træffer i træningskampene. Tyskeren scorede også i søndags, da FCM vandt 3-1 over AaB.

De danske mestre spiller også testkamp i morgen, når Esbjerg fB gæster EDC Arena i Ikast. FCM ventes at spare alle de spillere, som startede inde i dagens kamp.

Silkeborg IF - FC Midtjylland 0-2 (0-0)

0-1Pione Sisto 57’

0-2Luca Pfeiffer 83’

Silkeborg IF (4-3-2-1): Patrik Gunnarsson - Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Joel Felix, Gustav Dahl (79’ Svenn Crone) - Anders Klynge (72’ Nicklas Røjkjær), Mark Brink, Stefán Teitur Thórdarson (58’ Sebastian Jørgensen) - Nicolai Vallys, Magnus Mattsson (79’ Pelle Mattsson) - Nicklas Helenius (46’ Emil Holten)

FC Midtjylland (4-2-3-1): Jesper Hansen - Dion Cools, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Paulinho - Jens-Lys Cajuste, Frank Onyeka - Anders Dreyer, Evander Ferreira, Pione Sisto (71’ Frederik Heiselberg) - Luca Pfeiffer