Dansk slotsejer vinder budkrig om malerier og andet arvegods

Genstande fra Valdemars Slot er solgt på auktion for flere millioner. På forreste række sad slottets ejer.

Udgivet:21. september 2022, 16.57

Læsetid:2 minutter

Louise Iuel Albinus købte tidligere i år sin søster, Caroline Fleming, ud af Valdemars Slot efter en længere strid mellem de to søstre. Flemings søn ejede dog en del af inventaret, og mange af de værdifulde og historiske genstande har onsdag været på auktion. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Danmarkshistorie har onsdag været under hammeren ved auktionshuset Bruun Rasmussen, hvor 91 genstande fra Valdemars Slot på Tåsinge ved Svendborg var sat til salg.

Der er solgt arvegods for millioner, men som noget ganske specielt var det slottets ejer, Louise Iuel Albinus, som mange holdt særligt øje med.

Hun sad på forreste række lige foran auktionarius, og hendes arm fløj hurtigt og mange gange i vejret i håb om at kunne bringe nogle af de mange kulturhistoriske værdier tilbage til slottet.

Louise Iuel Albinus er da også endt med at købe genstande for mange hundredtusind kroner.

- Jeg har det rigtig, rigtig godt, og jeg er afsindigt taknemmelig for, at jeg har fået lov til at købe det, jeg gerne ville have, tilbage. Nu bliver det bevaret på Valdemars Slot, hvor det hører hjemme, siger hun til B.T. og Ekstra Bladet efter auktionen onsdag eftermiddag.

Det er hendes nevø, 18-årige Alexander William Fleming, der ejer de mange værdifulde genstande, som er blevet sat til salg efter en langvarig familiestrid mellem hans mor, der er den tidligere baronesse Caroline Fleming, og mosteren Louise Iuel Albinus.

De to søstre endte i en bitter arvestrid over Valdemars Slot, efter at deres far døde for fem år siden. Det endte med, at Louise Iuel Albinus tidligere på året købte sin søster ud af slottet. Men en del af inventaret tilhørte altså den 18-årige nevø.

Louise Iuel Albinus har til flere medier sagt, at hun har forsøgt at få lov at købe nogle af genstandene, inden de endte på auktion. Men det blev afvist.

Og derfor sad hun klar til at købe især malerier af hendes familiemedlemmer gennem tiden, så de kan komme retur til det fynske slot.

- For mange mennesker vil et familiealbum med fotos være det vigtigste at redde ud, hvis huset brænder. Her har familiealbummet hængt i stor størrelse på væggene, og de er personificeringen af Valdemars Slot, har Louise Iuel Albinus sagt til Weekendavisen.

Hun har onsdag blandt andet købt to portrætter af forfædrene Frederik Juel og hans hustru, Magdalene, der var vurderet til samlet 300.000 kroner. Slotsejeren fik dem dog til 180.000.

Også store egetræsfigurer, et nordkinesisk gult peking-tæppe samt en rejseseng betrukket med rød silkebrokade og imiterede strudsefjer var blandt det, Iuel Albinus tager med hjem til slottet.

En bronzelysekrone på over en meter vandt hun efter det, vurderings- og salgsdirektøren betegnede som "en lang, sej kamp". Hun måtte dog også punge ud med 80.000 kroner for genstanden, der var vurderet til 15-20.000 kroner.

/ritzau/