Vintertid: Husk at tjekke din p-skive på søndag

I weekenden skifter vi til vintertid, og at glemme uret i den elektroniske p-skive kan blive dyrt

23. oktober 2020, 10.02

Mange tror fejlagtigt, uret i den elektroniske p-skive selv skifter til vintertid. Det kan blive dyrt. Foto: PR

VINTERTID Bladene skifter farve, den første nattefrost har ramt og på søndag er det officielt slut med sommertid for i år.

Det betyder også, at det er sæson for forkert indstillede ure og p-skiver. Især det sidste kan have nogle kedelige konsekvenser.

Mange er klar over, at sommertiden slutter natten mellem lørdag og søndag, og at uret skal sættes en time tilbage. Selv mobilen er klar og sørger selv for at følge tiden.

Men en af de ting, der ifølge parkeringsselskabet Q-Park ofte bliver overset i farten, er uret i p-skiven og i bilen.

- Det kan blive en dyr forglemmelse. Når uret i bilen er indstillet forkert, bliver p-skiven også sat forkert, og det kan resultere i kedelige p--afgifter, siger Alex Pedersen, administrerende direktør i Q-Park Operations Denmark.

Samme antal p-vagter

Ifølge direktøren tror mange, at den elektroniske p-skive sikrer mod den slags dyre forglemmelser.

- Men det er faktisk langt fra alle elektroniske p-skiver, som automatisk indstiller tiden, som vi er vant til fra for eksempel mobilen, siger Alex Pedersen og tilføjer, at P-vagterne har ikke andet end bilens p-skive at forholde sig til, når de skal kontrollere, om en bil har ret til at holde på p-pladsen.

Han beroliger imidlertid også: Vintertid-weekend betyder ikke flere p-vagter på arbejde.

- Q-Park har præcis samme bemanding den 25. oktober, som på alle andre søndage, slår Alex Pedersen fast.

P-vagter har ikke andet end bilens p-skive at forholde sig til, så husk at tjekke bilen, inden du stiller den søndag. Foto: PR