Det gode erhvervsklima handler ikke kun om kommunen

19. september 2018, 08.55

Et fagligt stærkt miljø, med stærk fokus på kundens forretning, giver midtjyske virksomheder IT løsninger der er til at tale med. Foto: Privat

IKAST Erhvervsklima handler om god infrastruktur, at kommunen virker tillokkende på kvalificerede medarbejdere, og en god del andre ting. Med i det billede finder vi også, at virksomheder i Ikast-Brande Kommune ikke behøver "gå over åen efter vand", heller ikke, når det bliver langhåret og måske lidt nørdet.

Lokal IT udvikling på topplan

Virksomheden InvenTech ApS har indrettet sig på Industrivej 32 i Ikast. Her finder vi otte medarbejdere, der har fordelt sig i de lækre lokaler. Det er naturligvis computer arbejdspladser, der dominerer billedet, men vi finder også noget fra underholdningsindustrien i krogene. Det handler om et godt arbejdsklima, også internt i virksomheden.

Har en videnstung virksomhed som InvenTech svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft?

Serina Klejstrup Hedegaard, der er HR & Marketing Manager:

- Det har vi faktisk ikke. Ikast ligger midt i det hele, lige ved motorvejen og med mange muligheder, siger Serina.

Serina kalder sig selv for Tech entusiast, ikke det værste at have stående på sit CV, når man er i denne branche.

- Vi søger jævnligt nye medarbejdere, der skal have fagligheden i orden, men vi uddanner selv vores medarbejdere, så de kommer på omgangshøjde med vores faglige krav.

Lars Henrik Christensen er firmaets direktør og stifter, men kalder sig beskedent udvikler og konsulent. Han fortæller gerne om firmaets filosofi:

- Vi ønsker at sætte os ind i kundens ønsker og give dem den bedst mulige service og kode.

Dette synspunkt bakkes tilsyneladende op af flere kundereferencer, der netop anerkender InvenTech ApS for at kunne sætte sig ind i deres behov og løse opgaven på den måde kunden har brug for.

- Vi ønsker ikke at være forlovet med kunderne. De skal vælge os, fordi vi kan løse opgaverne, ikke fordi de er stavnsbundet på grund af teknologi, fortsætter direktøren.

Og filosofien ser ud til at lykkes, de samme kunder er der stadig, og nye kommer hele tiden til.

High Tech på midtjysk

Frække ord som C#, MSSQL, SharePoint, Jquery lyder gennem luften i lokalet. For en kunde, der ikke selv er stærk indenfor IT, kan det virke overvældende, men det er faktisk slet ikke den oplevelse, kunden får.

- Nok brænder vi for kode og programmering, siger Lars. - Men vi har meget stor fokus på funktionaliteten og dermed det forretningsmæssige. Det er kundens behov, vi har som omdrejningspunkt.

Det betyder på jævnt dansk, at en lokal virksomhed kan få en IT løsning, der er nede på jorden, og som fungerer sammen med kundens eksisterende løsninger. Det udmønter sig i bedre workflow, sikrer bedre vidensdeling og en mere effektiv projekt- eller produktionsstyring.

Og dermed er vi tilbage til det, det handler om: At Ikast-Brande heller ikke på IT området er et uland. Her kan alle virksomheder få understøttet deres teknologiske behov fra lokale leverandører. Det bidrager også til oplevelsen af en meget erhvervsvenlig kommune.