Jubilæum hos værested for psykisk sårbare og sindslidende borgere: Den Blå Café byder på livsglæde

Gennem et kvart århundrede - og lidt til - har værestedet på Norgesgade i Ikast stået som et socialt samlingspunkt for borgere, der har det svært i livet

Udgivet:03. juli 2022, 12.00

Læsetid:5 minutter

Buster (t.v.) og Anton kommer tit med Natasja Futterup i Den Blå Café på Norgesgade i Ikast. Cafeen er et værested for psykisk sårbare og sindslidende borgere i Ikast-Brande Kommune, og Natasja Futterup fortæller, at stedet og samværet med de andre brugere i høj grad har øget hendes livskvalitet. Foto: Tom Laursen

Thomas Vang Nielsen
Journalist| tvn@herningfolkeblad.dk

9 måneder siden

VÆRESTED Natasja, Anton og Buster elsker at komme i Den Blå Café.

Førstnævnte er 32 år og bærer efternavnet Futterup. De andre to er hendes små hunde.

Caféen er ikke en helt almindelig café med tjenere og drinkskort. Den er et værested og et tilbud til alle psykisk sårbare og sindslidende borgere i Ikast-Brande Kommune.

- Jeg har forskellige diagnoser. Borderline og skizofreni. Jeg hører stemmer og er meget impulsiv, og så er jeg meget følelsesmæssigt påvirket, siger Natasja Futterup, som er førtidspensionist og flittig bruger af værestedet.

Adressen er Norgesgade 17 i Ikast, og Den Blå Café hører administrativt til som en del af Ikast-Brande Kommunes Socialpsykiatrisk Center Nord. Men på »den blå« føler man sig ikke som en del af systemet. Man er fri, og det er brugerne, som bestemmer farten og aktiviteterne sammen, fortæller Natasja Futterup.

- Det er nærmest et frirum. Man kan komme her og koble helt af fra dumme tanker og problemer. Vi sidder og snakker her, og så er jeg også rigtig glad for at tage med på de forskellige gåture, der arrangeres. Lige nu er jeg her stort set, fra de åbner om morgenen, til personalet går hjem om eftermiddagen.

Det begyndte i 1996

Anledningen til interviewet med Natasja Futterup er en mærkedag, som blev fejret fredag 24. juni.

Den Blå Café har nemlig 25-årsjubilæum.

Eller ... faktisk er det lidt mere, fortæller den 59-årige sosu-assistent Leo Vad.

- Socialpsykiatrisk Center Nord er et hus med cirka 40 ansatte, hvoraf vi er tre, der arbejder i Den Blå Café. Jeg er en gammel rotte her. Jeg har været her siden juni 1996, så det er 26 år siden. Jeg tiltrådte tre måneder efter, værestedet var startet op, så man kan godt sige, jeg har været med fra begyndelsen. Vi måtte ikke holde 25-årsjubilæum sidste år på grund af corona, så nu fejrer vi teknisk set både dét og vores 26-årsjubilæum, fortæller Leo Vad.

»Den blå« er for alle

Caféens centrum er det store fælleslokale, hvor der både er køkken og et langt spisebord.

Har man brug for at trække sig tilbage i mere rolige omgivelser, er der også en stue med sofaer. Dertil rådes over tre rum på 1. salen, hvor der både er mulighed for at holde møder og udfolde sig kreativt.

- »Den blå« er for alle over 18 år, og det er uden visitation, så man kan komme og gå her, som det passer en. Alle har lov til at komme her. Vi er et åbent værested, så vi dokumenterer og registrerer ikke folk. Derfor ved vi ikke præcist, hvor mange brugere vi har. Men et kvalificeret bud vil nok være omkring 70-80 personer. Nogle kommer hver dag. Andre kommer sjældent, siger Leo Vad.

Hovedformålet med Den Blå Café er at være et sted, hvor man kan have socialt samvær med andre.

- Mange af brugerne har et sparsomt socialt netværk, men vi ser flere, der har opbygget netværk gennem caféen, som de også mødes med privat. Vi snakker ikke så meget sygdom og elendighed. Vi har fokus på, hvad der gør folk glade. Her taler vi mest om de positive historier og om gode oplevelser, fortæller Leo Vad.

Men opstår der behov for at få en samtale om noget af alt det, der kan give problemer i hverdagen, er der også mulighed for det.

- Vi har noget, vi kalder Åben Rådgivning. Her kan man komme og få hjælp til lavpraktiske ting som læsning af breve og åbning af e-boks, eller hvis netbanken driller. Men det kan også være, når nogle tanker presser på indefra, og der er behov for ekstra støtte. Så vejleder vi dem til at finde det rigtige sted i systemet, hvor de kan få den hjælp, de har behov for, forklarer Leo Vad.

Flittig bruger af den blå

Natasja Futterup stammer fra Ikast, men hun har også boet nogle år i Brande og senest i Holstebro.

- Lige nu bor jeg hos en ven i Christianshede, indtil jeg får min egen lejlighed i Ikast, siger hun.

Vennen hedder Ruben Jensen, og ham har hun mødt gennem værestedet, som han også er flittig bruger af.

At Den Blå Café fylder meget i hverdagen for Natasja Futterup, er en forholdsvis ny ting.

Hun flyttede fra Holstebro i marts 2020, og blev bruger af værestedet, lige da corona ramte Danmark.

- Man måtte gerne komme her, men der var begrænsninger på antallet, og personalet skulle bære mundbind, husker hun.

- Da jeg boede i Brande, brugte jeg Ørbæklund, som er en del af Socialpsykiatrisk Center Syd. Men jeg havde hørt om Den Blå Café i Ikast fra min søster, som også har brugt den. Så jeg gav den en chance, og jeg er kommet her næsten hver eneste dag siden 2020, siger Natasja Futterup.

Kanotur eller hyggesnak

Fordi Den Blå Café kun er for folk over 18 år, vil der helt naturligt være et stort aldersspænd blandt brugerne.

Derfor er der i regi af caféen oprettet to mindre grupper, som man kan tilmelde sig. Den ene er for de 18- til 25-årige, og den anden er for dem mellem 25 og 35 år.

Også disse grupper er brugerstyret, og der planlægges aktiviteter, som passer til aldersgruppens behov.

- Nogle gange går de i biografen, andre gange arrangerer de kanoture eller spilleaftener. Eller måske bliver de bare her og laver mad sammen, siger Leo Vad.

Natasja Futterup er med i gruppen for 25 til 35-årige, og hun elsker det.

Den Blå Café er nemlig et sted, hun forbinder med velvære, fællesskab og positive tanker.

- Efter jeg er begyndt at komme her, er det blevet nemmere at lukke alt det dårlige ude og holde det væk i hverdagen. Vi sidder ikke og snakker om sygdomme, siger hun.

Svært at blive væk

Indimellem lægger Natasja Futterup også vejen forbi caféen på Norgesgade om aftenen, hvis hun alligevel er i nærheden.

Selv om der kun er personale tilknyttet indenfor »almindelig arbejdstid«, så er caféen åben helt til klokken 22.

- Det er svært at blive væk. Her får man en helt anden livskvalitet, og en følelse af at nogen andre gerne vil være sammen med en, siger hun.