Chief 1 besøger Bakkehuset

Musikproducer og sanger Cheif 1 er klar til den første koncertturne under eget navn. Turnéen går forbi Bakkehuset

15. maj 2021, 16.16

Chief 1 har i mange år holdt sig i baggrunden og produceret musik for danske stjerner, men nu træder han selv frem på scenen. Foto: PR-foto

KULTUR 2019 blev et skelsættende år for Chief 1 med det borgerlige navn Lars Pedersen. Det var året, hvor han for alvor trådte i karakter som solist efter mange år, hvor han stod bag rigtigt mange danske artister som producer og sangskriver.

21. maj kan man opleve den karismatiske sanger og sangskriver ved en koncert i Bakkehuset.

Danmark oplevede ham for alvor slå sig ud som sanger i TV2’s »Toppen af poppen«, hvor hans fortolkninger blev den helt store overraskelse i det års udgave. Især versionen af Medinas »Synd for dig« blev et hit hos seerne og blev den mest omtalte på TV2´s Facebook-side.

I sommeren udgav Chief 1 duetten med Thomas Buttenschøn »Alt er godt«. Singlen blev et vaske ægte hit og blev ydermere kåret af P4’s lyttere til årets sommerhit 2019. Nu er Chief 1 på sin første rigtigt store turne, som han kalder »Alt er godt« Tour.

Med sit specielt håndplukkede femmandsband bliver publikum ført igennem en intens koncert hvor alt står på spil. Chief fortæller og synger om et 30-årigt liv i dansk musik, om succes, nedture, mørke og lys, kærlighed og lykke og om at det aldrig er for sent at følge sine drømme og håb.

Sange som »Sommernætter«, »Man skal dø lidt (før man finder vej)«, »Engel«, »Alt er godt«, fortolkningerne fra Toppen af Poppen og meget mere er på spillelisten, når Chief 1 og hans band går på scenen i Ikast.