Motorik, sanser og pludder i Ikast: Stjernestunder med tumlende babyer

Babytummel er godt for motorikken og kontakten blandt forælder og barn. Mellem tril og kolbøtter opstår de helt særlige øjeblikke

14. december 2020, 05.58

Simone Kobborg Kristensen (t.v.) vejleder Maria Tolstrup og Johan på tre måneder. Foto: Tom laursen

IKAST Æselhesten galoperer rundt om Johan på tre måneder. Benene er to raslende rangler, og bomuldskroppen bliver ført af Johans mor.

Med vidtåbne øjne betragter han fabeldyret og triller en omgang. Øjnene signalerer tydeligt »en gang til, mor«. Et budskab, Johans mor straks fanger.

- Vi får rigtig meget ud af at komme her. Både Johan og jeg. Det er rart at se børnene hygge sig, og det er også rart for vi voksne at komme ud blandt andre forældre.

Maria Tolstrup er mor til Johan og er del Babytummel i Ikast. Et forholdsvist nyt tiltag, som trods corona-pandemien fortsat har børn og forældre på holdet.

Motorikken i top

Hos Ikast Fysioterapi & Træning står fysioterapeut Simone Kobborg Kristensen i spidsen for dagens Babytummel, som blandt andet går ud på at stimulere babyens sanser og styrke motorikken.

- Man får kontakt til sin baby på en anden måde. Ud over selve teorien i øvelserne, som er med til at træne barnets motorik, er det også formålet at forældrene kan få noget inspiration, som de kan bruge derhjemme sammen med deres baby. Jeg plejer at sige, at alle babyer bliver til børn, men jeg kan gå ind og vejlede på nogle områder, snakke teknikker, og jeg kan være opmærksom på motoriske afvigelser, siger Simone Kobborg Kristensen.

En klukkende babylatter

Til stede på holdet også Maria Mikkelsen og datteren Olivia på fire måneder samt Katja Tingleff og datteren Emma på otte måneder. Over anlægget spiller Elisabeths »Røde Gummistøvler«, mens babyerne er ved at øve et sidetril. For Olivia er det tilsyneladende en af favoritøvelserne.

- Hun har i hvert fald udviklet sig siden sidst, lyder det rosende fra Simone Kobborg Kristensen ned mod Olivia og hendes mor.

Olivia svarer igen ved at trille højre om sig selv i én bevægelse - og liggende på ryggen - sender hun et taknemmeligt smil efterfulgt af en klukkende babylatter mod sin mor.

Det er netop en stjernestund som denne, der er blandt hovedformålene til babytummel.

- Kontakten og relationen mellem forælder og barn bliver styrket af at lave noget sammen, og det er tydeligt, at der opstår et særligt sammenhold, siger Simone Kobborg Kristensen.

Maria Tolstrup er enig.

- Derudover er det bare rart at komme ud og se andre mennesker. Man går lidt i en barselsboble især i en tid med corona, hvor vi ikke ser særlig mange. Og så er det rart med fokus på forældrene bagefter, siger hun med henvisning til, at formiddagen fortsætter med forløbet »mor i form«, når babyerne er blevet tumlet med.

At fokus bliver rettet mod mødrene, passer formentlig de tre babyer fint, som en efter en gnider øjnene og gør klar til en lur efter en tumlende formiddag fyldt med stjernestunder.

Maria Mikkelsen og Olivia på fire måneder hygger sig til babytummel. Hyggen er vigtig, men samtidig får børnene også styrket motorikken. Efter babytummel er det mødrenes tur til »mor i form-seancen«. Foto: Tom Laursen
Hvad er det? Hvad kan den? Sanserne blev i høj grad stimuleret hos babyerne. Her ses Olivia. Foto: Tom Laursen
Normalt plejer endnu flere mødre - eller fædre - at være en del af holdet. Det kan ifølge fysioterapuet, Simone Kobborg Kristensen, måske skyldes covid-19. Foto: Tom Laursen
»Hvis bare jeg liiiiiiiige.....« Emma fik flot møvret sig frem og kravlede fint på måtten. Foto: Tom Laursen
Læs også
Julefilm med overraskelse