Krisehjælp til minkavlere og deres ansatte

Fra flere sider tilbydes krisehjælp til minkavlere og deres medarbejdere - senest fra Region Midtjyllands psykosociale beredskab

13. november 2020, 11.00

Beredskabsstyrelsen på vej for at aflive de første smittede mink på en farm nordvest for Bording. Siden har beslutningen om, at alle danske mink skal slås ihjel, nu medført et kriseberedskab for at hjælpe minkavlere, der udover økonomisk også er personligt hårdt ramte af situationen. Foto: Henrik Ole Jensen

ERHVERV - Kort tid efter regeringens krav om, at alle danske mink af hensyn til smitterisiko skal aflives, iværksatte den lokale landbrugsrådgivning Sagro en rådgivningstjeneste.

Vi kan endnu ikke overskue samtlige konsekvenser af den chokerende beslutning – men vi kan hjælpe minkavlerne i den akutte situation, siger administrerende direktør Torben Jensen, Sagro.

- Flere af de avlere, vi er nået omkring er stadig chokerede og sætter pris på, at der er nogen, der har interesse i og forståelse for deres situation, siger Torben Jensen.

- Der er god grund til at være bekymret over, hvilke menneskelige reaktioner der kan komme, når konsekvenserne begynder at tage konkret form. Vi vil derfor anbefale, at alle - naboer, bekendte, familier og samarbejdspartnere er opmærksomme på minkavlerne og deres familier. De har brug for forståelse for deres uoverskuelige situation, lyder rådet fra Torben Jensen.

Psykiatrien tilbyder krisehjælp

Som et yderligere supplement til kommunernes og andres støtte til minkavlerne, deres familier og de ansatte på farmene, har også Psykiatrien i Region Midt etableret et beredskab

- Minkavlerne og deres ansatte er i en helt ekstraordinær situation, hvor de mister deres levebrød på meget kort tid. De er under ekstremt pres. Derfor vælger vi at aktivere vores psykosociale beredskab, så vi kan støtte bedst muligt op om kommunernes indsats overfor de berørte borgere i denne ulykkelige situation, siger sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien i Region Midtjylland, Claus Lassen Graversen.

Erfarent personale klar

Beredskabet omfatter blandt andet psykiatriske sygeplejersker, psykologer og psykiatere, der med kort varsel kan rykke ud og tilbyde krisehjælp.

Konkret er det i første omgang Regionspsykiatrien Vest i Herning og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, som står klar til at hjælpe.