
FCM skuffer fælt og taber hjemme til OB
FC Midtjylland tabte et stort skridt i toppen, da det blev 1-2 hjemme mod OB efter en scoring i overtiden
Udgivet:31. oktober 2022, 22.44
Læsetid:2 minutter
FCM skuffede fælt. Foto: Malene Tswai
5 måneder siden
FODBOLD I en uskøn fodboldkamp, hvor FC Midtjylland især i første halvleg spillede langt under vanlig standard, sluttede det med en OB-sejr på 2-1.
Aron Elís Thrándarson blev matchvinder for fynboerne i kampens overtid.
Kampens to øvrige mål blev scoret på straffespark - og begge gange skulle der VAR-kendelser til.
Med nederlaget tabte FC Midtjylland et stort skridt i superliga-tabellen og er nu helt nede på ottendepladsen.
Hjemmeholdet stillede op uden profilerne Evander Ferreira og Gustav Isaksen, der begge stod over med mindre overbelastningsskader. Sikkert også med tanke på den afgørende Europa League-kamp på torsdag mod østrigske Sturm Graz.
Desuden var anfører Erik Sviatchenko ude med karantæne.
Lige til glemmebogen
Første halvleg var lige til glemmebogen. FCM’s spil var uden energi og ofte usammenhængende.
Nikolas Dyhr, som fik chancen på venstre back hos FCM, havde sit hyr med OB’s lynhurtige kantspiller, den bare 18-årige gambianer Yankuba Minteh.
Fem minutter før halvtid gav det en gigantisk OB-chance, da Minteh igen stak af fra Dyhr og fandt holdkammeraten Franco Tongya ved fjerneste stolpe. OB’eren fik dog ikke ramt bolden ordentligt, hvorefter FCM’s Joel Andersson i sin iver for at redde situationen fik sendt bolden på egen stolpe.
I halvlegens sidste minut fik OB tilkendt et straffespark efter et VAR-gennemsyn af en duel mellem Pione Sisto og Franco Tongya. Sisto ramte OB’eren bagfra på højre læg.
Issam Jebali scorede stensikkert på Jonas Lössl, og så var FCM bagud 0-1 ved pausen.
Tilsmilet af VAR
Få minutter inde i anden halvleg var det så FC Midtjyllands tur til at blive tilsmilet af VAR-lunerne, da der blev dømt straffe, efter at OB’s Mihajlo Ivancevic havde arm på bolden i feltet.
Anders Dreyer eksekverede - og 1-1.
FCM indledte i det hele taget anden halvleg med meget mere energi end før pausen, men niveauet faldt hurtigt igen, og gæsterne tog initiativ og havde de største chancer. Som da indskiftede Emmanuel Sabbi et kvarter før tid næsten ikke kunne undgå at score tæt under mål efter et indlæg - men FCM’erne slap med skrækken.
Derefter fik FC Midtjylland etableret et pres. og indskiftede Edward Chilufya skød ved siden af mål fra få meters afstand.
Meget mere skete der ikke. Før altså i overtiden, hvor Aron Elís Thrándarson pludseligt blev spillet helt fri og bankede sejrsmålet ind for OB.