HIH-kvinder kan sikre sig semifinalepladsen

Hvis Herning-Ikast Håndbold får bare ét point i lørdagens lokalopgør i Silkeborg, er HIH klar til årets DM-semifinaler

23. april 2021, 04.35

Mie Sando og Vilde Ingeborg Johansen jubler efter sejren over Team Esbjerg. Den småsensationelle sejr over mestrene har givet Herning-Ikast gode kort på hånden. Lørdag kan HIH-kvinderne sikre sig en plads i DM-semifinalen. Foto: Henrik Ole Jensen

HÅNDBOLD Det er svært at være utilfreds, hvis man har hjerte for Herning-Ikast Håndbold i disse tider.

De lyngfarvede håndboldkvinder gik fra sejr til sejr før landsholdspausen og er meget tæt på at kvalificere sig til deres tredje semifinale på kort tid.

HIH’erne har vundet syv kampe på stribe på tværs af turneringerne og er i semifinalen i både EHF European League og den danske pokalturnering, Santander Cup. Og hvis Kasper Christensens udvalgte lander bare ét point i lørdagens udekamp mod Silkeborg-Voel, er Herning-Ikast også klar til semifinalerne i DM-slutspillet.

Det er status efter bare tre af de seks puljekampe i slutspillet.

HIH har nemlig vundet alle tre hidtidige kampe i slutspillet: Ude mod København Håndbold, hjemme mod Silkeborg-Voel og senest småsensationelt hjemme mod de danske mestre fra Team Esbjerg.

Silkeborg-Voel står derimod uden point efter de første tre runder af puljespillet og kan ikke længere nå en semifinaleplads. Hvis to hold ender á point, er det nemlig placeringen i grundspillet, der afgør, hvem der ender højest.

Lørdagens opgør begynder klokken 16.10 i Jysk Arena i Silkeborg.

Kampene kommer i øvrigt tæt i den kommende tid. Efter opgøret i Silkeborg venter en hjemmekamp mod København Håndbold på onsdag i næste uge og en udekamp mod Team Esbjerg tre dage senere.

I weekenden 7.-8. maj spiller HIH’erne Final4-stævne i EHF European League. Der skal Herning-Ikast møde ungarske Siofok i semifinalen. Final4-stævnet spilles i Baia Mare, Rumænien.