Rejselysten ikastbo fylder 90 år

Ingerlise Helgesen fra Ikast runder et skarpt hjørne og er frisk på endnu flere oplevelser

12. maj 2021, 11.13

14. maj fylder Ingerlise Helgesen fra Ikast 90 år. Fødselaren fejrer dagen i sit sommerhus, hvorfra hun har fået sin søn til at tage dette foto. I hænderne holder hun sine første bogudgivelser. Den 300 sider lange bog »Hvad krukken gemte«, samt den 200 sider lange »Nu eller aldrig«. En tredje bog er på vej fra den flittige og eventyrlystne ikastbo. Foto: Privatfoto

FØDSELSDAG Hun har rejst jorden rundt, spist middag med borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King, siddet 15 timer i klemme i en gletsjerspalte på Grønland og nær opgivet livet, skrevet to bøger og kastet sig over nyt job i Kina som 70-årig.

14. maj fylder engelsklæreren, kunstmaleren og eventyrersken Ingerlise Helgesen fra Ikast 90 år.

Lige nu forbereder hun en fest, der skal vare fra formiddag til midnat, og så snart verdenssituationen tillader det, skal hun igen på nye rejser.

Ingerlise Helgesen kastede sig i en sen alder ud i at være forfatter.

Som 84-årig udgav hun den 300 sider lange bog »Hvad krukken gemte«, der er baseret på et halvt hundrede af hendes dagbøger.

Som 87-årig udgav hun bogen »Nu eller aldrig«, med endnu flere minder, oplevelser, tanker og refleksioner fra sit lange liv.

Nu er hun i gang med sin tredje bog.

Hvor mange sider, den bliver på, ved hun ikke. Ej heller titel eller udgivelsesdato.

Men sikkert er det, at bogen skal handle om det at blive gammel, og hvad hun selv har lært gennem sine mange leveår.

I den kommende bog vil Ingerlise Helgesen blandt meget andet dele sine bedste råd til at bevare et positivt sind uanset alder.