Stort drama: FC Midtjylland taber sig videre til pokalsemifinalen

Det holdt hårdt, men FCM tabte "kun" 1-2 og er videre til forårets pokalsemifinaler

12. december 2021, 19.13

Raphael Onyedika scorede det vigtige mål for FCM. Foto: Henrik Ole Jensen

FODBOLD Efter skuffelsen i torsdags mod Ludogorets i Europa League skulle FC Midtjylland søndag aften forsvare en 2-0-føring mod Brøndby og spille sig i semifinalen i Sydbank Pokalen.

Missionen lykkedes, selv om Brøndby vandt kampen 2-1. Sammenlagt går FCM dog videre med 3-2. Derfor er der nu vinterferie for holdet.

Første halvleg forløb temmelig dramatisk. Først blev Nikolas Dyhr fældet på kanten af feltet, uden at dommer Jens Maae reagerede.

Efter et kvarter blev Gustav Isaksen ramt af en alt for voldsom tackling fra Brøndbys Christian Cappis, der kom ind i duellen med højt hævet og strakt ben. Han havde næppe til hensigt at ramme Isaksen, men den slags aktioner bliver ofte takseret til rødt. I fraværet af VAR- slag Cappis med en advarsel og blev siden skiftet ud i pausen.

Herfra var der for alvor tændt op under temperamenterne, og Isaksen måtte kort efter opgive at spille videre og blev erstattet af Victor Lind.

Herefter faldt FCM lidt i kadence, og Brøndby kom foran 1-0 efter 28 minutter. Juninho stod fejlplaceret i forsvaret mellem to Brøndby-spillere, og i helt fri position kunne Marko Divcovic heade Brøndby foran. Dermed var der sammenlagt reduceret til 1-2.

”Ulvene” kom dog stærkt tilbage foran de 9140 tilskuere. I flere minutter lykkedes FCM med et højt pres, som gæsterne havde svært ved at spille sig igennem. Til sidst havnede bolden hos Evander Ferriera, der hurtigt spillede den videre til Joel Andersson, der kom i fuld fart. Svenskeren sendte straks bolden videre til Raphael Onyedika, der med en følt inderside krøllede bolden fladt i mål ved den fjerne stolpe.

Kort før pausen var Onyedika tæt på igen. Denne gang med et hovedstød, som den velspillende Brøndby-målmand Mads Hermansen flot kom ned til og fik slået til hjørnespark.

Straks fra anden halvlegs start lavede Brøndby tre indskiftninger, men det var ikke nok til at ændre momentum. FCM virkede i kontrol, men kom dog heller ikke selv til de store chancer.

Lullet i søvn

Men måske var FCM’erne lullet for meget i søvn. Efter 73 minutter udfordrede indskifte Blas Riveros Joel Andersson på venstrekanten. Svenskeren blev den lille i den duel, og i feltet var Marko Divkovic igen fuldstændig blank og kunne for anden gang heade bolden forbi Jonas Lössl.

Idet 89. minut følte Brøndby sig snydt for et straffespark, men i stedet var der gult kort til Simon Hedlund for at filme. Henrik Dalsgaard var lige ved at skubbe til svenskeren, men det så korrekt ud, at der ikke blev dømt straffespark.

Herefter var der i tillægstiden yderligere nogle chancer til Brøndby, men hjemmeholdet red stormen af og nøjedes altså med at tabe 1-2. Det er nok til at gå videre med samlet 3-2.

Der trækkes lod til semifinalerne senere søndag aften. Semifinalerne spilles over to kampe i slutningen af april og begyndelsen af maj. Finalen spilles 26. maj på Brøndby Stadion.

Genlæs den dramatiske kamp i Ritzaus liveblog herunder.