70 år: Fodboldens midtjyske nestor runder

Jette Aaes

Egnsredaktør

Jette Aaes

Egnsredaktør| jaj@ikastavis.dk

Se flere artikler af Jette Aaes

FØDSELSDAG Først var der Anker Dokkedal, så Leo D. Nielsen. Dernæst kom Eskild Thygesen. Den fjerde i kongerækken af fodboldbosser i Ikast forende Sportsklubber er Johnny Rune.

Han fejrede tirsdag sin 70 års fødselsdag på legendariske Anfield-stadion som tilskuer til Champions League-kampen mellem mægtige Liverpool FC og »hans« klub - på alle måder: FC Midtjylland. Opstået som fusion mellem fodboldklubberne hjemme i Ikast og Herning og på baggrund af initiativ og handlekraft fra ikke mindst Johnny Rune.

Personligt er han Manchester United-fan, men glædede sig til oplevelsen på Anfield. Selv om han faktisk foreslog, at hans plads i delegationen blev overtaget af formanden for Ikast FC, Michael Sørensen, der er livslang Liverpool-fan.

- For ham vil en tur til Anfield betyde noget helt andet, siger Johnny Rune.

Bedst i maskinrummet

En typisk uselvisk tanke fra Rune, men selvfølgelig skulle fodbold-nestoren fra Ikast repræsentere sin klub på den helt store scene.

Selv om han faktisk befinder sig bedst i maskinrummet. Der hvor tallene lægges sammen, knækkes, tænkes og kobles sammen til at give bedst udbytte og en sum til løsninger.

Og det har været til god gavn i den verden af fodbold og erhvervsliv, der har omgivet Johnny Rune.

Han blev født på Lassonsvej i Ikast - som nummer to i en børneflok, der i alt blev til seks. På vej mod det tal flyttede familien til Grødde og ind i den nedlagte landsbyskole.

- Der var hverken indlagt vand eller kloak. Det var med toilet i gården, hvor der også stod en vandpumpe. Det var dengang, det var rigtig vinter, hvor pumpen frøs til, så vores mor måtte tænde bål rundt om den, for at vi kunne få vand. Vi sov seks børn og vores forældre i et lille soveværelse. De ældste børn i køjesenge, hvor vi indrettede os, så de der stadig tissede i sengen sov nederst - af praktiske årsager. Når der kom ny baby til, sov de i kommodeskuffen, fortæller Johnny Rune om en barndom, som man uden at fornærme ham kan kalde spartansk.

- Vores mor var det faste holdepunkt i familien. Hun formåede at holde sammen på det hele, mens vores far, der var murer, desværre også var lidt for tørstig. Det satte et stort præg på vores familie, fortæller Johnny Rune.

Lussinger afgjorde sagen

Dengang var Grødde langt ude på landet kun omgivet af husmandssteder og gårde. Men mens familien Rune havde seks børn, boede en familie på førstesalen med syv børn, og så brugte kommunen den tidligere skolestuebygning bagved til husvildebarak.

- Der boede altid tre-fire familier med børn. Så der var altid nogen at lege med og en masse ballade på en eller andet måde.

Fra Grødde var der 2,7 kilometer til Vestre Skole, hvor Johnny Rune gik til 8. klasse. Herfra kom han i lære som møbelsnedker hos Tiebergaard på Ikast Møbelfabrik.

- Den gamle kom en dag hjem og sagde, at der var en læreplads på Ikast Møbelfabrik. Jeg ville dog hellere være kommis ved den lokale købmand, men så fik jeg et par lussinger, og dagen efter cyklede jeg ned på møbelfabrikken og fik lærepladsen.

Fritiden gik med at hænge ud på de unges mødested Young House i Bøgild – dengang det østligste punkt i Ikast, fodbold i IFS og med at føre sig frem på nogle af byens hurtigste, men ikke altid lige lovlige knallerter.

Udlært blev unge Rune værnepligtig og opnåede rang af korporal i søværnet på korvetten Diana. Med land under fødderne hjemme i Midtjylland igen tog han arbejde hos en møbelsnedker i Vildbjerg.

Men lysten til at få foden under egen høvlebænk fik ham til at etablere sig som selvstændig møbelfabrikant i Bording. Efter et par år flyttede han virksomheden til Ikast, hvor han gik i kompagniskab med Birger Christensen om det, der kom til at hedde Wiking Møbler.

Kurs mod Grønland

To konger i samme monarki gik imidlertid ikke, og efter godt et års tid solgte Johnny Rune sin andel til sin kompagnon, og flyttede i 1974 til Grønland for at forsøge at tjene penge nok til at komme videre.

Johnny Rune arbejdede som tømrer i både i Nuuk og Kangerslussuaq, som han fra den tid kender som Godthåb og Søndre Strømfjord. I Grønland boede han sammen med Annie, og de blev forældre til Mickey. I 1978 havde han tjent penge nok til, at den lille familie kunne rejse hjem til Ikast, hvor Johnny Rune igen investerede i sin egen træindustrivirksomhed, Midtjysk Trædrejeri, senere Scan Production - i Skolegade.

Det blev begyndelsen på en succeshistorie af de store i den midtjyske træindustri. Johnny Rune havde set en niche i at dreje træemner til alle mulige og umulige formål både indenfor og udenfor møbelindustrien.

Desuden fangede han tidligt fordelen i at outsource og fik opbygget produktion i Sverige, Polen og Baltikum. Sammen med to medarbejdere etablerede han også en metalvarevirksomhed, der blev rykket til Letland. Tilsammen en foretagsomhed, der i 1999 indbragte Rune Erhvervsrådets Initiativpris.

I løbet af det seneste årti har Johnny Rune langsomt og kontrolleret afviklet sine aktiviteter, så han i dag udelukkende er medejer af metalvirksomheden i Letland med 250 medarbejdere. Det engagement styrer han sammen med sønnen Mickey Rune, 45 år, mens sønnen Henrik, 40 år, arbejder i ledelsen på virksomheden i Letland, hvor han også bor med sin familie. Lillesøster Diana Rune, 35 år og formentlig opkaldt efter korvetten i forsvaret, er uddannet sygeplejerske og har netop etableret sig med selvstændig kosmetisk klinik i København. Foreløbigt er Johnny Rune også blevet farfar til tre børnebørn, to i Ikast og et i Letland.

Engagementet for at udvikle har imidlertid også handlet om hans hjemegn. I 2006 trådte Johnny Rune således ind i byrådet i daværende Ikast Kommune som 1. suppleant for Venstre. Det halvandet år frem til næste valg gav ham blandt andet ny personlig indsigt.

- Politik er for meget snak, for lidt reel indflydelse. Det går for langsomt for mig, siger Johnny Rune om sit forholdsvis korte indhop i byrådet.

Fodbold: Livslang passion

Langsommelighed kan man næppe tale om i forbindelse med fødselarens private livslange passion: Fodbold i Midtjylland, som også stadig fylder.

- Som lille tog min far mig med ned til Krølle, marskendiseren. Han havde et par gamle fodboldstøvler med træbund og søm som knopper. Dem kunne jeg heldigvis ikke passe. Men så kom jeg altså heller ikke til at spille fodbold de første sæsoner, husker Johnny Rune.

I gang kom han dog, og blev som helt ung også leder i Ikast FS. Retur fra Grønland i 1978, blev Johnny Rune igen en del af IFS Fodbold. I 1989 trådte han ind i amatørbestyrelsen og samme år også i klubbens profesionelle bestyrelse, hvor han begge steder blev formand.

- Jeg tror ikke, folk forstår, hvor stort et arbejde det var at skabe økonomi til et professionelt hold dengang. Budgetterne blev altid overskredet, og vi var rundt i alle hjørner sidst på året for at skabe indtægter; vi solgte julenisser, litografier, malerier og lavede auktioner og meget andet, siger Johnny Rune, der på den tid var omgivet af garvede, passionerede og kreative Ikast-ledere som blandt andre Eskild Thygesen, Poul Ivan Jonassen, Klaus Zartow, Arne Svenningsen og John Andy Madsen.

- Vi havde mange møder i lokalet oven over Midtbank (i dag Handelsbanken, red.). Dagsordenerne var ikke så lange, så bagefter fik vi lidt mad, øl, vin og cognac, og så begyndte de gode idéer ellers at flyde i en lind strøm. Nogle af dem kunne vi desværre ikke altid huske bagefter..., kommer det med et stille smil i øjnene.

Lederne blandede blod

Efter 12 år i den bedste række blev Ikast FS et elevatorhold og økonomien endnu mere presset.

Så det var hverken af mangel på kærlighed til Ikast eller IFS, at Johnny Rune i 1998 efter flere forgæves forsøg i rent parløb blandede blod med Hernin Fremad-lederen Steen Hessel.

- Vores intention var at lave en klub for hele regionen. Ellers gav det ikke mening eller det rigtige perspektiv, og den nye klub skulle ikke smage af hverken IFS eller Herning Fremad, men i stedet være noget helt nyt, siger Johnny Rune.

Og så tog de to problemerne på bagkant. Fik opbakning i de respektive bestyrelser, hvor kun få af frygt for at selv at blive fedtet ind i projektet med både penge og arbejdsbyrden i en kæmpe organisatorisk og økonomisk opgave.

Johnny Rune har aldrig været til store armbevægelser, fed flæsk eller langsommelighed. I stedet har han opnået store resultater både i sin virksomhed og i sportens verden med hårdt og vedvarende arbejde på sin egen underspillede facon. En personlighed som har aftvunget stor respekt i vide kredse både i og uden for Ikast og Hernings grænser.

Han har således også været medlem af DBU’s bestyrelse i to år, siddet som formand for DBU’s disciplinærudvalg i otte år og modtog i foråret en af dansk fodbolds mest ærefulde anerkendelser; DBU’s sølvnål.

Drives af at rydde op

Hjemme i Midtjylland var han formand de første fire år efter etableringen af FCM i 1999, hvorefter han fortsatte som menigt medlem af bestyrelsen. Og selv om FCM allerede i første sæson rykkede op i Superligaen, hvor holdet har befundet sig lige siden, var de første mange år som fusionsklub stadig præget af en presset økonomi.

- Jeg drives nok af at finde en vej ud - og frem. Dykke ned og forsøge at rydde op. Den opgave har jeg været med til mange gange. Blandt andet fandt vi en kontrakt gemt inde bag en skuffe i et pengeskab - som kostede os 16 millioner kroner til en spiller, siger Johnny Rune.

Med i dag engelsk ejerskab af FCM, i alt tre danske mesterskaber og nu Champions League-kvalifikationen er hans klub havnet på allerøverste hylde.

- Vores oprindelige vision var at skabe hele regionens hold. Men ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig Champions League, selv om vi stilede højt, erkender Johnny Rune.

Den perfekte fødselsdagsgave

En rejse der har været udfordrende, men mest fantastisk, når man elsker fodbold og alt det, sporten kan gøre for et område og mennesker.

- I sidste uge op til premierekampen mod Atalanta var jeg ikke nær så nervøs, som mange af de andre ledere på tribunen. Jeg var langt mere nervøs i den afgørende kvalifikationskamp mod Slavia Prag. Den var vigtig på så mange planer. Samme aften, som vi tabte 4-0 til Atalanta, tikkede 18 millioner euros ind på kontoen. Det er jo en vild situation, siger han, tydeligt tilfreds, og tilføjer:

- Det, der gjorde mest ondt, var den tamme stemning på stadion uden tilskuere. Jeg er glad og stolt over, at det, vi satte i søen for bare 21 år siden, men jeg er faktisk endnu mere berørt over, så stor betydning klubben og klubbens succes har fået for så mange mennesker - netop i hele regionen. Det havde jeg nok aldrig drømt om.

Som et kuriosum bor FCM’s mangeårige direktør Claus Steinlein og hans familie i dag i huset i Grødde, hvor Rune voksede op:

- Jeg har godt nok ikke besøgt Steinlein, men mon ikke han har fået lagt vand ind ...?