Biltyv på flugt: Fodgænger måtte springe for livet

23-årig mand fra Grindsted anholdt efter biljagt ved Brande

5. januar 2015, 07.36

Foto: Arkivfoto

POLITI | En biljagt mellem en flugtbilist og politiet var tæt på at gå helt galt i går aftes. Her måtte en borger springe for livet for at undgå at blive påkørt ved Brande.

Det var en 37-årig mand fra Grindsted, der sad bag rattet i flugtbilen, som den 1. januar blev meldt stjålet i Nørre Snede. Her havde den 37-årige henvendt sig som en potentiel køber hos en privat ejer af en Volvo 850, der var sat til salg. Men prøveturen udmøntede sig i, at den 37-årige aldrig kom tilbage med bilen.

Den stjålne Volvo 850 blev set i Fasterholt søndag aften, og så sendte politiet en patrulje til byen.

Måtte springe for livet

Omkring klokken 18.21 fik betjentene i hundepatruljen kontakt til Volvo'en, men den 37-årig mand fra Grindsted havde ingen intentioner om at tale med politiet. I stedet gik flugten i høj fart i sydlig retning mod Brande.

- Undervejs var flugtbilisten tæt på at ramme en civil person, der sprang for livet for ikke at blive påkørt, siger Bent Smedegaard, vicepolitikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi i Herning.

- Vi vil meget gerne i kontakt med personen, der var ved at blive ramt af flugtbilen, siger vicepolitikommissæren.

Kendt af politiet

Søndag klokken 18.39 lykkedes det politipatruljen at få standset den stjålne Volvo 850. Det skete på Ørbækvej i Brande.

Ud over den 37-årige fører af bilen, var der i Volvoen også en 18-årig kvinde fra Grindsted.

- Begge har en blakket fortid og er kendt af politiet, forklarer Bent Smedegaard.

Den 18-årige passager afsoner i forvejen en dom i Statsfængslet Møgelkær. Hun er nu sendt tilbage til afsoning, oplyser politiet.

Et hav af overtrædelser

Den 37-årige mand fra Grindsted ventes senere i dag - mandag - at blive fremstillet ved Retten i Herning. Og han har masser af sigtelser at forholde sig til. Ud over at sigtelsen for tyveri af bilen i Nørre Snede, har den 37-årige ulovligt kørt bil i frakendelsestiden. Desuden begik han under flugten fra politiet en lang række overtrædelser af færdselsloven.

- Og så bliver han naturligvis sigtet for at have bragt andre personers liv i fare, påpeger Bent Smedegaard.