Special olympics vil sælge støttetrøje

Corona-pausen har været en udfordring for special olympics-holdet i Ikast, der har brugt tiden til at tænke kreativt. De har blandt andet udviklet en støttetrøje til hjælp for para-sporten i hele Ikast-Brande

11. juli 2020, 10.51

Anne Merete Kongensgaard fra Andelskassen Ikast viser den trøje, som man under corona-nedlukningen har fået lavet til det lokale special olympics håndboldhold. Det er håbet, at få sat trøjen i en større produktion, så den kan sælges til støtte for hele para-sporten i Ikast-Brande Kommune. Foto: Privatfoto

PARASPORT Også håndboldspillerne på special olympics-holdet i Ikast har været ramt af corona-nedlukning, der gjorde alt sport umulig i flere måneder. Det fik trænerteamet til at tage utraditionelle metoder i gang for at holde spillerne til ilden.

- Vi sad en aften og snakkede om, hvordan vi skulle både holde kontakten til spillerne og holde dem i gang med at dyrke idræt. Flere ting var i spil. Kunne vi mødes til udendørs træning? Måtte vi besøge dem hver især og lave noget træning eller bare gå en tur? Men da der er tale om en højrisikogruppe, var dørene selvsagt hermetisk lukkede på alle bosteder, så hovedet måtte i blød en gang mere for at finde en løsning, fortæller holdansvarlig Keld Hansen.

En række sponsorer trådte hurtigt til. Der blev samlet ind til en »goodie-bag«, så hver spiller fik spilletøj fra Hummel med logo, slik til »tredje halvleg«, en drikkedunk og en sportstaske.

- Det var perfekt, og vi blev klar til levering på spillernes hjemmeadresse. Vi pakkede bilen og drog på en 330 kilometer lang køretur rundt i det jyske, for under nedlukningen har nogle af spillerne været hjemme ved familien, siger Keld Hansen.

Trænerne fik også inddraget flere sponsorer til at pakke grejet, da man samlede sig ved Herning Rejsecenter. Her blev tingene sat i system.

Direktør Peter Kjærgaard, der har bakket op om projektet fra begyndelsen, stod sammen med direktør i Andelskassen Ikast, Ann Merete Kongensgaard, for at pakke de rigtige størrelser i de enkelte tasker.

- Hvis vi med en simpel håndsrækning kan være med til at skabe glæde for nogle skønne mennesker, der har det meget svært i disse tider, er det da det mindste, vi kan bidrage med, fortæller de to direktører.

Overskud skal hjælpe andre

Special olympics-holdet håber også, at kunne hjælpe andre i parasporten i Ikast-Brande Kommune.

Næste år samles flere tusind udviklingshæmmede til en stor idrætsfestival i nordjyske Frederikshavn.

- Det er vores håb at indsamle midler nok til, at vi kan tilbyde gratis bustransport for alle deltagere fra Ikast-Brande. Vi vil sælge den trøje, vi netop selv har fået lavet, og bruge overskuddet på turen. Vi afventer dog stadig grønt lys til at kunne anvende logoet fra Parasport Danmark. Alternativt laver vi vores eget logo og går i gang, understreger Keld Hansen.

Selv om mere og mere er åbnet op i Danmark, forventes special olympics-holdet først at være tilbage til normale tilstande i september.

- Vi arbejder på at lave nogle udfordringer til spillerne indtil da. Det kan være en gåtur, spille bold på mur, cykle nogle kilometer, lave en hinkerude eller lignende. Vi fire trænere sender videoer af udfordringen, og så kan vi via Messenger og Facetime holde hinanden i ørerne - og ikke mindst holde en form for kontakt, siger træner Charlotte Gade.

Trænerne omkring holdet i Ikast erkender, at der skal noget ekstra motivation til i disse corona-tider.

- Vores spillere bliver behandlet nøjagtig som alle andre, og de er lige så dovne som et almindeligt Serie 2-hold, der bare gerne vil have lov til at være sammen. Så et velment los skal der til indimellem, smiler Lisbeth Mortensen.