Radikale og EL: Kommission har vist sin berettigelse på tre dage

Torsdag begyndte Instrukskommissionen sit arbejde, og allerede nu har det været tiden værd, mener ordførere.

18. maj 2020, 14.14

Den kommission, der undersøger blandt andre Inger Støjbergs (V) rolle i sagen om adskillelse af asylpar, har allerede bevist sit værd, mener De Radikale og Enhedslisten.

FREDERIKSBERG Instrukskommissionen blev nedsat i januar og begyndte i sidste uge arbejdet, der skal vare halvandet år. Men allerede på tre dage har den vist sit værd, mener både De Radikale og Enhedslisten.

Kommissionen skal undersøge forløbet i forbindelse med, at Udlændinge- og Integrationsministeriet i februar 2016 udstedte en ulovlig instruks om, at alle asylpar uden undtagelse, hvis den ene var under 18 år, skulle adskilles.

- De informationer, der er kommet frem allerede nu, viser, at det var det rigtige at nedsætte kommissionen.

- Der er flere mails, som trods utallige aktindsigter, samråd og Ombudsmandens undersøgelse først har set dagens lys nu, hvor der er en kommission, siger retsordfører for De Radikale Kristian Hegaard.

Et af de spørgsmål, kommissionen undersøger, er, om daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) udstedte en ulovlig instruks.

Torsdag kom interne mails fra Udlændingestyrelsen frem, som beskrev, at Inger Støjberg blev advaret om, at instruksen sandsynligvis var ulovlig. Men ifølge mailen svarede, at hun var villig til at løbe den risiko.

Mandag fortalte tidligere afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Lykke Sørensen, at hun mundtligt advarede Inger Støjberg.

Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten, synes, at kommissionen har bevist sit værd.

- Jeg ved ikke, om jeg er overrasket over det, der er kommet frem. Men der har været en række vidneudsagn, der sætter spørgsmålstegn ved Inger Støjbergs egen forklaring. Og det er da interessant, siger hun.

Såvel Kristian Hegaard som Rosa Lund hæfter sig ved, at kommissionens arbejde og debatten om den fik daværende justitsminister Søren Pind (V) til at skrive på Twitter:

- For mit eget vedkommende kan jeg blot sige, at beskeden dengang fra Justitsministeriet var klokkeklar: Man kunne ikke bare generelt skille mand og kone ad - hvert enkelt tilfælde skulle vurderes konkret. Andet manglende også bare. Og den besked tilgik også integrationsministeriet.

Rosa Lund håber, at både Søren Pind og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens roller i sagen bliver belyst, mens Kristian Hegaard kalder Søren Pinds oplysninger for "tankevækkende".

Hvis kommissionen kommer frem til, at daværende ministre brød loven, er det op til Folketinget at skulle stemme for en eventuel rigsretssag. Hverken De Radikale eller Enhedslisten er afklaret med, om de vil stemme for et sådant skridt i den situation.

- Det er meget tidligt at sige. Først og fremmest er det vigtigt, at kommissionen får arbejdsro. Men der er kommet mange interessante mails og vidneudsagn frem allerede.

- Så jeg vil ikke udelukke noget, men vil ikke forholde mig konkret til noget, før kommissionen har færdiggjort sit arbejde, siger Kristian Hegaard.

Socialdemokratiet oplyser, at ingen i partiet har kommentarer til de informationer, der er kommet frem under de første dages høringer.

/ritzau/