Nederlag i generalprøve: HIH-kvinderne tabte til arvefjender

Herning-Ikast Håndbold tabte en temporig og velspillet testkamp mod Viborg HK, der viste ekstrem skarphed i kontraspillet

21. august 2021, 11.47

Cecilie Brandt blev delt topscorer for HIH i generalprøven mod Viborg. Herningenseren scorede seks mål fra højre fløj. Også nytilkomne Sonja Frey nettede seks gange. Foto: Henrik Ole Jensen (Arkiv)

HÅNDBOLD Op mod 200 tilskuere så lørdag eftermiddag tophåndbold i højt tempo i Nørre Snede Hallen.

Herning-Ikast Håndbold tabte 31-32 til Viborg HK efter 14-18 ved halvtid.

Opgøret blev spillet i højt tempo og med masser af seværdigt angrebsspil. Til gengæld ramte forsvarsspillet og især de midtjyske returløb ikke hele tiden samme niveau.

Til trods for godt målmandsspil af Jessica Ryde indkasserede HIH således 18 mål i første halvleg. Det var især Viborgs kliniske kontraspil, der ramte Herning-Ikast. Træner Kasper Christensen var næppe helt tilfreds med returløbsspillet i alle sekvenser.

Viborg var i front gennem det meste af opgøret. Gæsterne rykkede fra 7-7 til 12-7 i midten af første halvleg og slap aldrig føringen derfra.

HIH-kvinderne kæmpede dog hele vejen og sluttede stærkt af. I det sidste kvarter lykkedes det at veksle 22-28 til slutfacit 31-32. I den fase var Herning-Ikast også selv skarpt spillende i kontrafasen.

To stjerner stod over

Anfører Stine Skogrand og den bundrutinerede topkeeper Sabine Englert kom ikke i kamp for HIH.

Den norske kaptajn fik en friweekend med sin familie ovenpå en tætpakket sommer, der for nyligt endte med OL-bronze for hende og Norge. I hendes sted var der tæt på fuld spilletid til nytilkomne Emma Lindqvist på højre back.

Sabine Englert døjer med knæproblemer og blev som planlagt skånet.

Højrefløjen Cecilie Brandt blev HIH-topscorer med seks mål sammen med den nytilkomne playmaker Sonja Frey, som HIH har hentet i Team Esbjerg.

I næste uge bliver det alvor. På fredag spiller HIH ottendedelsfinale i landspokalturneringen, Santander Cup, på udebane mod DHG Odense, og fem døgn senere indledes ligasæsonen på udebane mod Aarhus United.