
Ild i frituregryde: Kvinde reddet ud fra anden sal i Brande
Politi og brandvæsen måtte tirsdag rykke talstærkt ud til en bygningsbrand i Brande
Udgivet:16. februar 2022, 09.02
Læsetid:1 minut
Både politi, ambulancer og tre brandbiler rykkede ud til Ørbæjvej. Foto: Michael Holmegaard Christiansen
12 måneder siden
BRANDE Brand & Redning MidtVest rykkede tirsdag klokken 12.41 talstærkt ud til en bygningsbrand i en etageejendom på Ørbækvej i Brande. Det oplyste indsatsleder Leon Nielsen umiddelbart efter branden i går. Han tilføjede, at episoden heldigvis endte godt.
- I begyndelsen var det lidt hektisk, indtil vi fik skabt os et overblik. Hele ejendommen var fyldt med røg. Branden begyndte i køkkenet hos en beboer, som vi fik hjulpet ud fra anden sal, mens resten af bygningens beboere blev evakueret. Opgangen var meget røgfyldt, så de øvrige beboere blev sendt ud på deres altaner, indtil branden var slukket, og til mængden af røg var mindre, sagde Leon Nielsen og tilføjede:
- Beboeren, som vi hjalp ud fra anden sal, blev kørt på sygehuset til observation for en eventuel røgforgiftning, mens de øvrige beboere blev tilset af redderne fra en anden ambulance på stedet. De øvrige beboere var uden for mistanke for at være blevet røgforgiftet, fortalte Leon Nielsen.
Ørbækvej var efterfølgende afspærret en times tid, mens politiet foretog de sidste undersøgelser for at klarlægge den endelige brandårsag.
- Alt i alt gik det fint, selvom det som nævnt var lidt hektisk i de første minutter, siger Leon Nielsen.
Branden var opstået i et køkken, hvor en 60-årig kvinde havde været ved at lave mad i fritureolie, som der var gået ild i. Kvinden, som efterfølgende blev kørt på skadestuen og tilset for røgforgiftning, havde det efter omstændighederne godt, oplyser politiet.
