Skadet FCM-keeper forlader landsholdslejr - tidligere FCM’er indkaldt

Jonas Lössl har pådraget sig en mindre skade og forlader landsholdslejren. Jesper Hansen er indkaldt som ny tredjekeeper

2. september 2021, 09.04

Jonas Lössl (t.v.) rejser i dag hjem fra landsholdslejren i Helsingør, fordi FCM-målmanden har pådraget sig en mindre skade. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

FODBOLD Foråret igennem var Jonas Lössl og Jesper Hansen konkurrenter og kolleger i FC Midtjylland, mens de dystede om en plads i landsholdstruppen ved EM.

Nu afløser den ene den anden i landsholdstruppen til VM-kvalifikationskampene mod Færøerne og Israel.

Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Jonas Lössl, som i aftes sad på bænken, da det danske landshold vandt 2-0 over Skotland, har nemlig pådraget sig en mindre skade og må forlade landsholdslejren og rejse hjem til FC Midtjylland.

Som direkte konsekvens er den tidligere FCM-keeper Jesper Hansen blevet indkaldt til landsholdstruppen, hvor han bliver tredjemålmand bag Kasper Schmeichel og Frederik Rønnow.

36-årige Jesper Hansen skiftede tidligere på sommeren fra FCM til AGF.

Det danske landshold flyver i aften til Færøerne, hvor de rød-hvide på lørdag spiller VM-kvalifikationskamp på udebane.

På tirsdag er landsholdet tilbage i Parken, hvor Israel venter i den tredje og sidste kamp i denne landsholdsperiode.