Tredje DM-semifinale venter: Mestrene tog revanche i Ikast

Herning-Ikast tabte klart til Odense og skal nu ud i afgørende duel på lørdag

Udgivet:18. maj 2022, 20.44

Læsetid:2 minutter

Simone Petersen og resten af HIH-spillerne fandt ikke den rette recept denne gang. Foto: Malene Tswai

Ole Bitsch
Journalist
Ole Bitsch
Journalist| +45 96 26 37 19 | obi@herningfolkeblad.dk
Journalist siden 1999 og en del af Herning Folkeblads sportsredaktion siden 2015. Jeg skriver om fodbold, håndbold, ishockey og en masse andet. Grib fat i mig, hvis du har kommentarer eller et tip til en god historie.
Se flere artikler af Ole Bitsch

1 år siden

HÅNDBOLD Onsdag aften kunne Herning-Ikast Håndbold nøjes med ét point for indløse adgangsbilletten til DM-finalerne. Men det satte Odenses forsvarende danske mestre en stopper for.

Foran 2083 tilskuere i IBF Arena i Ikast tabte HIH’erne med 30-24 til det fynske storhold, som også førte 14-13 ved pausen.

Mesterholdets sejr udligner semifinaleserien, og nu skal de to klubber i stedet ud i en tredje og afgørende duel, hvor der skal findes en vinder. Matchen er programsat til førstkommende lørdag eftermiddag i Sydbank Arena i Odense.

I seriens første dyst mellem holdene leverede Herning-Ikast en helstøbt kollektiv præstation på Fyn.

Men indsatsen kunne Kasper Christensens tropper slet ikke gentage på eget gulv.

I en jævnbyrdig, intens og tempofyldt første halvleg, hvor kompetanterne skiftedes til at føre, fik Odense slået et hul til 10-6, men hjemmeholdet kæmpede sig retur inden pausen.

Det var dog en stakket frist for værterne, som i sær havde svært ved at trænge igennem fynboernes kompakte defensiv. Og bagved stod den danske landsholdskeeper Althea Reinhardt i vejen for det meste.

I modsatte ende manglede redningerne. Over 60 minutter blev Jessica Ryde og Sabine Englert samlet kun noteret for seks redninger - det halve af Reinhardt. Det er for lidt i en DM-semifinale.

Højere var klassen og skarpheden hos Odenses stjernespækkede trup.

Gæsterne lod sig ikke påvirke af, at verdensmesteren fra 2019, hollænderen Larissa Nusser, udgik tidligt med en knæskade. Men i stedet tog blandt andre landsmanden Dione Housheer over med syv scoringer.

Midt i anden halvleg rørte også Odenses Mie Højlund på sig, og støt og roligt udbyggede favoritterne forspringet til seks og syv mål.

HIH-træner Kasper Christensen forsøgte at satse med syv-mod-seks-spillet, men værterne genfandt ikke momentum mod de effektive fynboer, som satte tingene på plads i slutfasen, hvor det midtjyske comeback udeblev.

Den tredje DM-semifinale fløjtes i gang lørdag klokken 14.00 i Sydbank Arena i Odense.

I onsdagens andet semifinaleopgør mødes Viborg HK og Team Esbjerg i Vibocold Arena i Viborg.