Julesang i gaderne

Engesvang Kirke sendte et special-kor ud for at sprede juleglæde

Udgivet:27. december 2022, 09.11

Læsetid:1 minut

Ved Dagli’Brugsen var der både kaffe og klejner til kordeltagerne. Foto: Hans Jørgen Hansen

1 måned siden

JUL Julestemningen i Engesvang fik lige en ekstra grad op onsdag sidst på dagen. Et kor fra Engesvang Kirke var ude på gaderne for at synge julesalmer og -sange.

Det blev til små koncerter i rehabiliteringscentret Dybdalsparken, ved Spar Købmanden og ved Dagli’Brugsen.

Det var køligt.

Men ikke desto mindre stoppede mange mennesker op for at nyde den trestemmige korsang. Nogle forbipasserende fortsatte deres gøremål med at bære store og små poser og pakker, men mange standsede for en stund juletravlheden og fik i stedet varmen ved at klappe ad koret.

Hos Dagli’Brugsen var der også en ekstra gevinst, idet butiksbestyrelsen serverede kaffe og klejner til både kor og tilhørere.

- Det var kirkesanger og sognemedhjælper Lærke Lysgaard, der havde trommet de 20 korsangere samen til lejligheden og havde holdt et par øveaftener med dem, inden de foldede sig ud som koncertkor denne onsdag aften, fortæller Hans Jørgen Hansen fra menighedsrådets aktivitetsudvalg.

- De fleste af korsangerne er mennesker, som ellers ikke deltager i ret mange aktiviteter i kirken, men gennem det her korprojekt oplevede de, at kirken ikke er så farlig. Da vi fandt på det her med julesang i gaderne, var det først og fremmest for at sprede juleglæde, men vi har oplevet, at her var endnu en indgang til at introducere kirken til folk, der ellers ikke bruger kirken så meget, siger Hans Jørgen Hansen, som har en drøm om, at nogle af deltagerne i det store special-kor skulle finde på at deltage i det frivillige gudstjenestekor, der synger ved gudstjenesterne i kirken.

Et pop-up-kor fra Engesvang Kirke med 20 sangere var onsdag 21. december rundt i gaderne i Engesvang for at synge julen ind. Korleder var sogne- medhjælper Lærke Lysgaard. Foto: Hans Jørgen Hansen