DK Company køber aktier tilbage for 150 millioner kroner

Tøjvirksomheden i Ikast har banet vejen for afnotering på børsen ved at købe den store aktionær IC Group ud

5. februar 2016, 04.48

DK Company har hovedkontor i Ikast og har gennem en række opkøb omkring 20 forskellige tøjmærker. Foto: PR-foto

Tekstil Midt under modeugen i København løber tekstilkoncernen DK Company med overskrifterne med to fondsbørsmeddelelser kort efter hinanden.

Først kom meddelelsen om, at den sjællandske tekstilvirksomhed IC Group har solgt sin aktiepost på 10,1 procent i DK Company til DKC Holding (DK Companys holdingselskab) for 137 millioner kroner. Kort efter fulgte en meddelelse om, at DKC Holding i løbet af denne måned vil tvangsindløse de resterende aktier, som samlet udgør omkring én procent. Småaktionærerne vil få samme kurs som IC Group, hvilket ifølge administrerende direktør Jens Poulsen er 27 procent over den aktuelle dagskurs. Dermed gør DK Company klar til en afnotering på børsen, når DKC Holding ejer alle aktier selv. Tilbagekøbet vil samlet løbe op i omkring 150 millioner kroner.

IC Group blev medejer i DK Company i forbindelse med, at Ikast-virksomheden i 2014 købte fire tøjmærker, en række detailbutikker og overtog flere end 500 medarbejdere fra IC Group. Det betalte DK Company 50 millioner kroner kontant for plus en aktiepost svarende til 10,11 procent i DK Company.

Læs mere i Herning Folkeblad fredag og på AOH+, hvor Jens Poulsen fortæller om baggrunden for beslutningen.