Søren Ryges arvtager på tv: Man sætter røven i klaskehøjde

Tv-vært Søren Vester har overtaget stafetten efter den legendariske havemand Søren Ryge. Men det må ikke blive et realityshow, og derfor er familien ikke med.

27. juli 2021, 09.00

I årtier har Søren Ryge sendt liveprogrammer fra sin have på Djursland, men sidste år blev afslutningen for de mange programmer. Energien var ikke den samme som før hos ham, fortalte han. (Arkivfoto)

KØBENHAVN Det er ikke ligefrem små sko, som tv-vært Søren Vester har fået til opgave at udfylde på DR's sendeflade.

For Søren Vester har overtaget den kendte havemand Søren Ryges plads på skærmen med sit program "Søren Vesters Have".

Her viser Søren Vester seerne sit arbejde med at forbedre den 10.000 kvadratmeter store have ved sit hus i Thise, som ligger ved Limfjorden.

Søren Ryge takkede af sidste sommer efter næsten 30 år med udsendelser fra sin egen have på Djursland. Programmerne blev igennem årene meget populære.

Og selv om Søren Vester er helt bevidst om sin forgængers popularitet, så er han ikke nervøs for at tage opgaven på sig.

- Det har jeg taget helt oppefra og ned, men man sætter røven i klaskehøjde. Jeg er selv vokset op med Søren Ryge, og jeg har altid gået op i have. På den måde står vi på skuldrene af ham, når vi laver havefjernsyn i dag, siger Søren Vester og fortsætter:

- Alle har jo en referenceramme til Søren Ryge. Jeg har dog ikke nogen berøringsangst, for vi gør tingene på hver vores måde, og for mig har det været en gave at dykke ned i min egen hobby.

Søren Vester er ikke uvant med at stå foran kameraet. Han har nemlig været medvært på DR-programmerne "I hus til halsen" de seneste fem sæsoner.

Tv-værten understreger også, at hans haveprogrammer ikke er en kopi af Søren Ryges.

- Der er måske nogle, som mener, at man ikke skal pille ved arvesølvet. Men det mener jeg heller ikke, at vi har gjort. Vi er kommet med en ny sang, en ny titel og en ny melodi. Men vi synger begge, og det kan være svært at adskille, siger Søren Vester metaforisk.

Han er ikke alene om at lave om på haven nord for Skive. Søren Vester får noget af tiden hjælp af sin hustru, Dorthe Vester, og parrets to sønner, Holger og Sigurd.

Men familien er ikke at finde på skærmen, og det er der en grund til.

- Haveprogrammerne skal ikke handle om vores familieliv og ende med at blive et et realityshow. Det er min kone og jeg enige om.

- Programmerne skal i stedet for handle om at være ude i naturen og bruge den. Så derfor kommer min kone og ungerne ikke til at have bærende roller eller biroller for den sags skyld.

Søren Vester håber, at hans programmer giver publikum lysten til havearbejde.

- En have kræver arbejde. Målet med haveprogrammerne er ikke at vise "sådan gør du det". Målet er, at seerne kan sige til sig selv, at "hvis han kan, så kan jeg også", forklarer tv-værten.

Han har en baggrund som uddannet designer, hvilket kommer til udtryk undervejs i programmerne.

- Rum for mig er jo både inderum og uderum. God indretning er spørgsmålet om, hvordan den forholder sig til kroppen. Som designer tænker man ofte på den stemning, man ønsker at skabe. Så den tankegang har jeg fået brugt i projektet.

"Søren Vesters have" sendes hver torsdag på DR1 til og med den 12. august.

Om seerne også i fremtiden bliver inviteret inden for i Søren Vesters have er endnu ikke fastlagt, fortæller han.

- Det er heldigvis ikke mig, der står for den beslutning. Det må vare ved, så længe alle synes, det er sjovt. Både for andre at se på mig, og at jeg selv synes, at det dejligt at lave.

- Og lige nu kan jeg bare sige, at jeg har en fest, siger Søren Vester.

/ritzau/

DR-programmet Søren Vesters Have Tv-vært Søren Vester i sin have i Thise. Han har overtaget DR's haveprogrammer efter den kendte havemand Søren Ryge. - Der er måske nogle, som mener, at man ikke skal pille ved arvesølvet. Men det mener jeg heller ikke, at vi har gjort, siger Søren Vester. (Stillfoto) Claus Rud/Free
DR-programmet Søren Vesters Have Søren Vester har to sønner med sin hustru, Dorthe Vester. Søren Vester er uddannet designer fra Danmarks Designskole. Han har desuden arbejdet som glaspuster i Aarhus. (Stillfoto) Claus Rud/Free