De savner skolen: Piger gennemfører maraton

Imponerende bedrift af to seje piger, der bare savnede deres efterskole

9. maj 2020, 05.54

Der var guldglimmer i det meste af skolegården, da Malene Mejdahl Jeppesen (bagest) og Anne Tjagvad Madsen efter næsten otte timer nåede målet - Hestlund Efterskole. Foto: Flemming Hansen

BORDING Næste år runder Hestlund Efterskole ved Bording Kirkeby 40 år, og hvis man i den anledning vil etablere en Hall of Fame, så er der to personer, der allerede nu er selvskrevne til at komme med.

To af skolens elever tilbagelagde i løbet af lørdagen en maraton-distance for at komme til deres elskede Hestlund, der som alle andre efterskoler i øjeblikket er tømt for elever på grund af coronakrisen.

Malene Mejdahl Jeppesen og Anne Tjagvad Madsen gennemførte turen fra Vildbjerg til Hestlund Efterskole på lige omkring otte timer.

Malene løb og gik, mens veninden Anne var med på følgecykel.

Parret lagde ud i rask løb på ruten, der gik fra udkanten af Vildbjerg til Tjørring, Fuglsang Sø, Ikast og herfra videre til Bording Kirkeby.

Måske havde pigerne ikke regnet med distancens hårdhed, for efter den første halvdel, faldt tempoet og kadencen i alvorlig grad, og fra løb blev det mere og mere til gang.

Det hjalp heller ikke, at efterskole-eleverne undervejs blev mødt med et par hidsige regnbyger, men hvor de fleste nok ville have givet op, så fortsatte de seje piger og indskrev sig fortjent i Hestlunds historie.

Den sidste håndfuld kilometer fra Ikast og til Bording Kirkeby var fyldt med lidelse og opofrelse, men efter næsten otte timer og 42 kilometer kunne de to piger skimte målet i det fjerne.

I mål med store smil

Kammerater havde været i gang med i bedste Tour de France-stil at »pynte« asfalten med opmuntrende ord til pigerne, og i skolegården var der pyntet med Dannebrog. Her havde nogle af skolekammeraterne taget opstilling med et stort banner, hvor der var skrevet MÅL, hvis Malene og Anne ellers skulle være i tvivl om, hvor langt de var nået.

Forstander Johannes Fomsgaard Pedersen havde samtidig væbnet sig med en megafon og råbte pigerne det sidste stykke.

- Kom hjem til Hestlund, gjaldede det ud over Bording Kirkeby og omegn, og det blev fulgt op med: »I er alt for seje« og »I har gjort det«.

Kanoner med guldglimmer blev skudt ud over pigerne, der skiftede anstrengelsernes folder i ansigtet ud med brede smil.

De fleste af pigernes 85 skolekammerater kunne hjemmefra følge pigernes målgang via Google-Link, og der blev klappet og vinket til pigerne fra store ele af Jylland.

Medaljer og blomster måtte Malene og Anne selv sørge for. Ingen form for overrækkelse i disse coronatider.

Tager endnu et år

Lørdagens præstation sættes yderligere i relief af, at Malene Mejdahl Jeppesen for et par år siden brækkede en fod og derfor lagde løberiet lidt på hylden. Hun har dog aldrig løbet mere end omkring 15 kilometer, og det gjorde hun helt tilbage il motionsdagen i 5. klasse. Under coronakrisen har hun dog atter fået smag for at løbe, og der var derfor, at de to piger kom på tanken om at besøge deres elskede efterskole til fods og hjuls.

Det er mere end tvivlsomt, om de to seje piger og resten af deres skolekammerater kommer tilbage til Hestlund Efterskole i dette skoleår. Sundhedsmyndighederne har nemlig peget på netop efterskoler som et af de værste scenarier for smittespredning.

Malene Mejdahhl Jeppesen får imidlertid lejlighed til at gense skolen i det kommende skoleår, hvor hun har bestemt sig for at tage 10. klasse med.

- Det er en utrolig præstation, og det er fantastisk, at der er nogle, der savner Hestlund så meget, at de gør det her. Vi savner også i den grad eleverne. et er mærkeligt at gå her rundt på en store skole uden dem, siger forstander Johannes Fomsgaard Pedersen.

Virtuel skolegang

Som andre skoler har man også her i corona-lukningen været i gang på Hestlund Efterskole.

Der er hjemmeundervisning hver dag, fordelt med et par timer om formiddagen og et par timer om eftermiddagen, men in imellem har man fundet på mange andre ting.

Der er blandt andet den daglige morgenvandring med fortanderen og et videokamera, og den ugentlige fredags-oprydning slipper eleverne heller ikke for. Det er en af lærerne, der over video-link holder et vågent øje med, at eleverne her får gjort grundigt rent på værelserne rundt omkring.

Desuen er der fælles aftensang samt en lille godnat-historie. et foregår ved, at elever og lærere kobler sig på nettet, og det samme er tilfældet, når der er åbent lærerværelse, hvor eleverne også kan »kigge« indenfor og få en sludder med en af deres lærere.

Dette og meget andet foregår der på nettet, ligesom skolekammeraterne også indbyrdes er i jævnlig kontakt, men det vil naturligvis aldrig være det samme, som en tæt og fysisk kontakt, som et ophold på en efterskole indebærer.

- Kom hjem til Hestlund, råbte forstander Johannes Fomsgaard Pedersen i megafonen, og det gjorde Malene og Anne så. Foto: Flemming Hansen
42 kilometer er langt at løbe og gå. Her ses Malene, der har sat kadencen ned, så Anne kan nøjes med at trække følgecyklen. Foto: Flemming Hansen
Undervejs blev forstander, forældre og andre løbende holdt underrettet om, hvor langt de to seje efterskolepiger fra Vildbjerg var nået på deres færd. Foto: Flemming Hansen
Sådan! Endelig nåede de i mål, og det blev belønnet med høje råb, medaljer og blomster. Foto: Flemming Hansen