Statens kunstfond donerer ny kunst til Ikast

Billedkunstrådet har ansøgt om et værk af designeren Ditte Hammestrøm

9. april 2021, 09.02

Stabelstol/Stacking Chair Foto: Imarken.dk/v.Jens Larsen

IKAST Statens Kunstfond har doneret værket ’Stabelstol’ til Administrationscenter Vest, Ikast.

Det er det kommunale billedkunstråd, der har ansøgt om værket, der er lavet af designeren Ditte Hammerstrøm.

Værket passer ind i historien om den tidligere Vestre Skole, der nu er Administrationscenter Vest - og fortællingen om de ens, men forskellige stole, der bygger ovenpå årtiers brug af stole i bygningen.

Ditte Hammerstrøm har skabt ’Stabelstol’ til udstillingen Pitch Black, Snedkernes Efterårsudstilling 2016 i Kongernes Lapidarium.

Med en arketypisk stol som byggeelement stabler stolene sig op og ud i rummet og danner gennem addition og gentagelse en formation, der spejler den enorme rytterstatue af Frederik 5., der står i Kongerne Lapidarium.

Stolene fremstår som en sort tredimensionel stregtegning i luften, spinkel og fin, med en åben grid-struktur som kontrast til den massive rytterstatue i hvid gips. Under stablingen skifter stolene skala og udfordrer vores vante fornemmelse af møblet.

Værket består af i alt 36 identiske stole, der i modsætning til den klassiske stabelstol stabler højst muligt, frem for mest muligt kompakt.

For Ditte Hammerstrøm er kunstværket en forlængelse af hendes arbejde med møbler.

- Det er en arbejdsproces, der konstant kalder på nye undersøgelser og eksperimenter. Med værket ’Stabelstol’ har jeg eksperimenteret med vores vante opfattelse af møblets skala og grænsen for, hvor lidt man kan vise af en arketypisk form, før den er genkendelig. Derudover har det været vigtigt at se på de mønstre, der opstår ved repetition og gentagelser, samt arbejde med de skyggevirkninger, der opstår i den åbne grid-struktur som stolene danner, og den skygge som værket kaster ud i rummet.

Værket er udført i pulverlakeret stålrør og måler: H 340 x B 162 x L 427 cm.

Ditte Hammerstrøm under prøveopsætning lige før påske i Administrationscenter Vest med skitse af værket på bordet - og den tidligere scene som baggrund, hvor Stabelstol bliver opsat 12. april 2021.