Blodigt uheld: Savede sig i håndleddet

7. september 2021, 07.05

IKAST Mandag morgen kom en tømrer galt af sted på Svankevej i Ikast. Den 26-årige mand var i færd med at renovere et hustag, da han ved et uheld savede sig selv i håndleddet med en batteridrevet rundsav. Ifølge politiet var der tale om en mindre arbejdsulykke.

- Alt viste sig at være foregået lovligt, og hændelsen betragtes som et uheld. Han fik nogle overfladiske skræmmer i håndleddet, men det gav en kraftig blødning. Den 26-årige kom på skadestuen, hvor han blev tilset, forklarer sekretariatsleder ved lokalpolitiet i Herning, Bent Smedegaard.