Claire Group godt tilfreds efter million-plus

For femte år i træk leverer modekoncernen Claire Group i Ikast overskud. Corona-krisen kaster dog lange skygger over 2020

17. april 2020, 15.00

Nikolaj Hust (t.v.) står i spidsen for Claire Group sammen med sin far Anders Hust. Foto: PR-foto

ERHVERV 2019-koncernregnskabet for Claire Group A/S, der for nyligt blev offentliggjort, levede op til ledelsens forventninger. For femte år i træk kom Ikast-virksomheden ud med et positivt millionresultat.

Resultatet før skat landede på 6,7 millioner kroner, hvilket er en smule lavere end 2018-overskuddet på 7,4 millioner kroner.

- Koncernregnskabet lever op til forventningerne, og resultatet er som i de seneste år pænt positivt. Resultatet skal ses i lyset af, at vi i regnskabsåret havde en særdeles svag norsk og svensk krone i forhold til tidligere. Det vanskeliggjorde forretningen på vores to nordiske eksportmarkeder. Norge er Claire Groups største eksportmarked, så valutaudviklingen har haft negativ indvirkning på resultatet. Samtidig havde vi en stigende US dollar, som er den valuta, vi afregner produktionen i. Trods udfordringerne har vi formået at lande et fint årsresultat for 2019, konstaterer administrerende direktør Anders Hust i en pressemeddelelse.

Han står i spidsen for Claire Group sammen med sønnen Nikolaj Hust, som også ser positivt tilbage på 2019-regnskabet.

- Vi har i mange år investeret i og satset på CSR, og den ansvarlighed, vi udviser i hele værdikæden, kommer os til gode nu. Både leverandører og kunder er loyale, og den stærke tilknytning til vores samarbejdspartnere nyder vi godt af i vanskelige tider, siger Nikolaj Hust med henvisning til både 2019 og indeværende regnskabsår.

Enormt udfordrende 2020

Claire Group ser ind i det, koncernen kalder »et enormt udfordrende 2020«.

- Det er derfor også særdeles glædeligt, at vi med de kæmpe udfordringer, corona-krisen medfører, har fået garanti for, at vores banker stiller det nødvendige ekstra likviditetsberedskab til rådighed for os, siger Anders Hust og uddyber:

- Sammen med vores fantastiske medarbejdere, vores trofaste leverandører og loyale kunder er vi klar til i fællesskab at løse de værste udfordringer, vi har set i virksomhedens 45-årige levetid i modebranchen. Vi ser frem til, at vi i 2021 vil genfinde en stærk modebranche med endnu mere fokus på nogle af de grundlæggende værdier, vi i Claire Group har arbejdet med i rigtigt mange år.