
600 unge oplyst om misbrug
Den frivillige organisationen »Drug Rebels« var på besøg i Ikast med Lions Clubs hjælp
Udgivet:11. juni 2016, 12.10
Læsetid:3 minutter
Marlene Füchsel Mikkelsen fra Drug Rebels og Karl Christensen fra Lions Club i Ikast vil begge gerne forsætte samarbejdet mellem de to organisationer.
7 år siden
Ikast Flere hundrede elever var samlet i den store sal på Vestre Skole i Ikast forleden for at høre om alkohol, stoffer og livet som misbruger.
Et team fra organisationen Drug Rebels gjorde klar til at vise deres »road show«. Drug Rebels road show består af film, foredrag og virkelige eksempler på, hvor galt det kan gå, når stoffer bliver en vane.
- Vi vil gerne gøre de unge mennesker opmærksomme på, hvad de kan gå hen og møde i nattelivet, og klæde dem bedre på, så de kan træffe et valg om, hvorvidt de vil prøve stoffer eller ej, forklarer Marlene Füchsel Mikkelsen, som er frivillig hos Drug Rebels og leder det team, der besøgte Vestre Skole.
Første besøg i Ikast
600 elever fra skolerne i Ikast, Bording og Engesvang deltog. Det var første gang at Drug Rebels besøgte Ikast.
Lions Club i Ikast havde arrangeret dagen. Hvert år samler de penge ind, som bruges på at informere unge om misbrug og stoffer.
- Vi har hvert år et tulipansalg. De penge, som vi får ud af det, går til oplysning af unge om stoffer, fordi vi synes, det er et vigtigt problem at tage hånd om, for det er et problem mange steder, siger Karl Christensen, der er formand for misbrugsudvalget i Lions Club Ikast.
Da Karl Christensen hørte om Drug Rebels, var han ikke i tvivl om, at det var en dag med dem, pengene fra tulipansalget skulle gå til.
- Jeg sad i min bil og hørte radio. Der var et interview med stifteren for Drug Rebels, Caroline Klein. Da jeg hørte om det show, som de laver, når de skal ud og fortælle om det her til de unge mennesker, så tænkte jeg: »Det er dem, vi skal have fat i«, siger han.
Karl Christensen var sikker på, at det var noget de unge kunne forstå. Det er stadig hans opfattelse.
- Du kan jo se hvor stille, de sidder. Det kommer ned på et niveau, hvor de unge kan være med, og det fanger dem, siger han.


