
Trommende bordingenser må nøjes med guldæg
Indra Jonas Kure Klit havde urpremiere på sit nye Benny Andersen-musikshow som opfølgning på Benny Andersen-malebogen, han udgav tidligere på året
Udgivet:28. november 2021, 08.59
Indra Jonas Kure Klit har netop startet en musikalsk turne som opfølgning på sin Benny Andersen-malebog, der udkom tidligere på året. Selvom han er en habil trommeslager, så holder han sig til fortællerrollen i showet, der havde urpremieren i Bakkehuset, torsdag aften. Foto: Jørn Deleuran
2 år siden
MUSIK Han var en dreng, der havde umådeligt svært ved at sidde stille. Han skulle tromme på alt, der var inden for rækkevidde og indrømmer gerne, at der var dage, hvor han var lærernes skræk, og således måtte tilbringe mange timer på viceinspektørens kontor.
Torsdag aften måtte Indra Jonas Kure Klit dog nøjes med at flette sine hænder og sætte sig tilbage i lænestolen - og blot betragte musik-vennerne Bjørn Fjæstad (solist), Jan Nielsen (kapelmester, piano), Torben Bjørnskov (kontrabas) og Martin Klausen (trommer) udfolde sig på Bakkehusets scene med fortolkninger af kendte og knap så kendte Benny Andersen-sange.
Indra Jonas Kure Klit havde nemlig urpremiere på en hel ny koncertturne, der er opfølgning på den Benny Andersen-malebog, han tidligere på året har udgtivet.
Drengen med trommestikker
- Jeg ved godt, at mange kender mig som drengen med trommestikkerne, men i dette koncept har jeg en anden rolle. Det er bevidst, at jeg er fortælleren, der skal kæde det hele sammen, forklarer den tidligere Bording-dreng, der dog ikke kunne lade være med at tilføre lidt rytme til sangene. Ind imellem så samlede han et lille rasle-guldæg (som han vist er kommet til at låne af datteren) op og bidrog til musikfesten.
Tilbage i 2016 fik han til sin egen store overraskelse etableret et nært venskab med den folkekære danske lyriker, komponist, forfatter og pianist Benny Andersen. De planlagde flere projekter sammen, blandt andet før-omtalte malebog.
Benny Andersen døde i sensommeren 2016, og alle deres mange planer blev aldrig til noget, indtil Benny Andersens enke opfordrede Indra Jonas Kure Klit til at arbejde videre med planerne. Med familiens billigelse.
- Vi sov jo middagssøvn sammen - altså på hver vores sofa - allerede ved vores første møde, forklarede Indra Jonas Kure Klit for de fremmødte tilskuere i Bakkehuset. Publikum lappede musikken, lyrikken og oplevelsen i sig som perlende champagne på en premieredag.
Nina nåede at være i bad, ligesom publikum blev opfordret til at »gå lige hjem« inden Indra Jonas Kure Klit og hans musikere blev klappet ud efter en aftenen, som i den grad havde begejstret publikum.
I en hel time måtte Indra Jonas Kure Klit signere malebøger - og uddele knus og kram til tidligere undervisere, venner og bekendte fra Bording.
- Jeg var nervøs. Det er altid svært at være på hjemmebane. Da jeg kiggede ud over salen, og så hvor mange mennesker jeg kendte, så blev jeg betænkelig. Heldigvis ved jeg, at Benny Andersens datter allerede har sagt, at hendes far ville være stolt af det, vi kan, sagde Indra Jonas Kure Klit.


