Udsatte FCK's guldfest: Storsejr til FCM i derbyet mod Silkeborg

Mads Døhr Thychosen blev dobbelt målscorer, da Ulvene vandt 4-1 i det midtjyske lokalbrag

Udgivet:16. maj 2022, 22.09

Læsetid:2 minutter

Målscorer Edward Chilufya og Silkeborgs Tobias Salquist kæmper om bolden i mandagens derby på Jysk Park. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ole Bitsch
Journalist| obi@herningfolkeblad.dk

FODBOLD FC Midtjyllands spinkle drøm om at vinde det danske mesterskab i denne sæson lever videre. I hvert fald lidt endnu.

Mandag aften vandt Ulvene komfortabelt med 4-1 i lokalbraget på udebane mod Silkeborg IF, der har sikret sig bronzemedaljerne.

FC Midtjylland ligner fortsat et mandskab, der må nøjes med sølvet, idet man før sidste spillerunde er tre point efter førerholdet FC København. De københavnske guldfavoritter har desuden en målscore, som er hele ni mål bedre end scoren hos Bo Henriksens tropper.

Sejren over Silkeborg var FC Midtjyllands fjerde ud af lige så mange mulige over rivalerne i sæsonen.

I de tre foregående dueller var jævnbyrdigheden mellem de to hold langt mere iøjnefaldende, men mandag aften viste guldaspiranterne en markant disciplin og ikke mindst imponerende kynisme.

Jysk Park var tætpakket, og hjemmeholdet indledte optimistisk, men allerede efter syv minutter var FCM’erne i front.

Edward Chilufya blev spillet fri i dybden, og den zambiske fløjraket passerede uden tøven Nicolai Larsen i SIF-målet.

Scoringen lagde en offensiv dæmper på værterne, der generelt – og særligt i første halvleg – havde svært ved at skabe chancer mod en kompakt FCM-defensiv, der blev hjulpet godt af skarpt presspil fra udeholdets midtbane.

Allerede fra anden halvlegs begyndelse fik gæsterne atter punkteret spændingen. En veloplagt Mads Døhr Thychosen, der gjorde comeback efter en skadespause, drønede fremad fra positionen som venstre wingback.

Det gjorde han så overbevisende, at han snød Silkeborgs offsidefælde, og alene med Nicolai Larsen scorede Thychosen iskoldt. Videodommersystemet VAR godkendte scoringen efter lidt tænketid.

Mads Døhr Thychosen blev kort efter dobbelt målscorer. Den alsidige forsvarsspiller, som har fortid som angriber, viste målnæse, da han tæt under mål fulgte op på en kikset afslutning fra Edward Chilufya.

Silkeborg kom efter pausen frem til en stribe muligheder, blandt andet til Søren Tengstedt, men det var FCM som igen var kyniske. Indskiftede Juninho headede flot et hjørnepark i nettet. 4-0!

Dybt inde i overtiden fik værternes Anders Klynge reduceret til slutresultatet 1-4.

Genlæs livebloggen fra derbyet herunder: