En væg med stjernedrys: Ikast-Brande Gymnasium har fået en »Hall of Fame«

Mandag kunne et par af Ikast-Brande Gymnasiums største sportsstjerner gennem tiden indtage skolens nye »Hall of Fame«

28. september 2021, 13.25

Eleverne fra gymnasiet hørte først et oplæg fra Erik Sviatchenko, inden snoren til skolens nye Hall of Fame blev klippet af de to første medlemmer, Erik Sviatchenko og Tonje Kjærgaard. Foto: Henrik Ole Jensen

HYLDEST Mange danske sportsstjerner har en fortid på det lokale gymnasium, og derfor har skolen besluttet at dedikere en væg til at hylde en del af dem.

Mandag skulle de første stjerner have en plads på væggen og samtidig stå for indvielsen.

Særligt udvalgt var FC Midtjylland-anfører Erik Sviatchenko, der i år kan fejre 10-årsjubilæum som student fra Ikast-Brande Gymnasium.

Minderne væltede frem hos fodboldspilleren, da han gik op og ned af gangene i det røde murstensbyggeri.

- Jeg kan næsten smage den tunsandwich, jeg altid fik i kantinen, da jeg gik her, lød det med et smil fra Erik Sviatchenko.

Til hyldest og inspiration

Rektor Marianne Dose Hvid sagde også et par ord ved indvielsen.

- Det er absolut på tide, at vi får etableret en billedvæg, der kan hylde alle de mange sportsberømtheder, der er studenter fra vores skole, og som ligesom dig Erik (Sviatchenko, red.), har gået hele vejen, sagde rektoren.

En legende blandt os

Derefter kunne hun afsløre det andet medlem af Hall of Fame.

- Det er en person, som er så lokal, som man overhovedet kan blive. Det er nemlig en, der hver dag har sin faste gang her på skolen. Det er også en person, der er nærkontakt til vores mange nuværende sportselever. Ikke sådan nærkontakt i coronaforstand, men nærkontakt i betydningen af stå til rådighed for sportseleverne som mentor. Vi har hver dag en unik sportslegende gående blandt os. Det drejer sig selvfølgelig om Tonje Kjærgaard.

Håndboldlegenden har hele sin karriere kun spillet et sted: Ikast. Hun nåede at spille 428 kampe for den lokale håndboldklub i perioden 1992-2004, og samtidig kan hun også bryste sig af, at have repræsentreret Danmark og landsholdet ved otte slutrunder - ved fem af dem kunne hun hænge en medalje om halsen.

Klippede snoren

Sammen kunne Erik Sviatchenko og Tonje Kjærgaard klippe snoren og fjerne det sorte klæde, der dækkede portrætterne af dem. Dermed var gymnasiets Hall of Fame officielt indviet.

- Det vækker minder om en dejlig tid både skolemæssigt og sportsligt. Jeg gik på mit fjerde år på gymnasiet, da jeg vandt den første EM-guldmedalje. Så skolen har haft en enorm betydning for min karriere. Det er nok også derfor, jeg har valgt at vende tilbage, sagde Tonje Kjærgaard.

Der har været sportsklasser på gymnasiet siden begyndelsen af 1990’erne, og Tonje Kærgaard var blandt de første Team Danmark-elever, der fik et ekstra år til at tage uddannelsen. Erik Sviatchenko var ligeledes sportselev, og han havde fornøjelsen af at have Tonje Kjærgaard som sportskoordinator. Det job har hun stadig. Foto: Henrik Ole Jensen
Hall of Fame-kriterier

Tilknyttet A-landsholdet

Deltager ved EM, VM eller OL

Deltager i nogle af de helt store turneringer inden for sin sportsgren