Erfaren DR-duo erstatter grandprix-koryfæ: Jeg er færdig

Ole Tøpholm havde gerne fortsat som Eurovision-kommentator. I år bliver det Nicolai Molbech og Henrik Milling.

8. april 2021, 17.29

Eurovision-kommentatoren det forgangne årti, Ole Tøpholm, er blevet erstattet i kommentatorboksen. Her ses han i Stockholm i forbindelse med Eurovision i 2016. (Arkivfoto)

KØBENHAVN Når det internationale melodigrandprix, Eurovision, løber af stablen i maj, så bliver det ikke helt, som det plejer.

Ud over at der er begrænset med publikum på grund af coronapandemien, så bliver det også med et nyt kommentatorpar bag mikrofonerne for danskernes vedkommende.

I år er det nemlig radioværterne Henrik Milling og Nicolai Molbech, der skal guide de danske seere gennem de tre shows i den internationale musikkonkurrence. Det skriver DR.

De to overtager tjansen fra Ole Tøpholm, som har kommenteret showet siden 2011.

Det er dog ikke den erfarne kommentators eget valg, lyder det til på hans Twitter-profil torsdag eftermiddag.

- Det bliver desværre ikke længere mig, der skal kæmpe for guld til Danmark. DR har besluttet, at jeg er færdig som Eurovision-kommentator, skriver Ole Tøpholm på det sociale medie.

På den anden side glæder Nicolai Molbech og Henrik Milling sig ufatteligt meget til den nye tjans, hvor de skal kommentere live fra værtsbyen Rotterdam i Holland.

- Det er en kæmpe ære at få lov til. Det er et fantastisk show, så det er en opgave, der er svær at takke nej til, siger Nicolai Molbech til dr.dk, inden Henrik Milling fortsætter:

- Vi glæder os helt sindssygt! Det er fuldstændig fantastisk at få lov til at være en del af den her konkurrence, der jo unægteligt er det største musikshow på planeten. Det bliver pissesjovt, lyder det fra ham.

Ifølge DR's underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, er valget faldet på Milling og Molbech grundet deres enorme viden om musik.

- I Dansk Melodi Grand Prix har vi de seneste par år øget vores fokus på selve musikken, og derfor er det meget naturligt at føre den linje videre til Eurovision, siger Jan Lagermand Lundme blandt andet til dr.dk.

- Eurovision er naturligvis meget andet end musik, og alt det sjove og skøre kommer stadig til at fylde i den danske kommentatorboks, men nu har vi bare det her ekstra, musikalske ben med i taburetten.

I år er det danske bidrag duoen Fyr & Flamme med sangen "Øve os på hinanden".

De tre shows sendes henholdsvis 18., 20. og 22. maj på DR1 og DRTV.

Ud over at de to værter til daglig laver radio sammen, så er de heller ikke helt uprøvede i grandprix-regi.

Henrik Milling har været jurymedlem i både Dansk Melodi Grand Prix og til Eurovision, mens Nicolai Molbech har kommenteret Eurovision i 2008, 2009 og 2010

- Der er sket meget med Eurovision siden dengang. Showet er blevet endnu større og vildere, og det glæder jeg mig til at opleve igen, lyder det fra Nicolai Molbech og tilføjer:

- Og så tror jeg, det bliver fedt, at vi er to i kommentatorboksen denne gang, siger den 54-årige dj til dr.dk.

Tidligere kommentatorer på det celebre show tæller også blandt andre Søren Rasted, Adam Duvå Hall, Jørgen De Mylius og Keld Heick.

/ritzau/

FONK Ole Tøpholm bliver erstattet af musikeksperterne Henrik Milling og Nicolai Molbech, som også laver programmet "FONK! Det er lørdag" sammen på DR's P4. (Arkivfoto) Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix