Fernisering i Kunstpakhuset: Keramik og beklædningskunst fra øverste hylde

Kunstpakhuset har lørdag fernisering på en udstilling med keramik- og beklædningskunst med internationalt og Ikast tilsnit

11. juni 2020, 13.00

Bente Skjøttgaard foran en af sine keramik-cumulusskyer, der er bygget op af flere lag lerpølser og farvet glasur, der også formes af varmen i ovnen. Foto: Henrik Ole Jensen

FERNISERING To internationalt anerkendte kunstnere lægger fra på lørdag arm med både tyngdekraft, farver og former midt i Ikast.

Det drejer sig om beklædningsdesigner Anne Damgaard, der er født og opvokset i Ikast, og keramiker Bente Skjøttgaard, der sammen står bag udstillingen “All Solid melts into Air”, som har både fernisering og premiere i Bakkehuset.

- Vi begyndte at tale om en fælles udstilling for fire år siden. Vi kender hinanden fra det danske kunstmiljø og fandt ud af, at vi har mange ting til fælles; vi er begge optaget af materialer og af at fabulerer, siger Bente Skjøttgaard.

Bryder grænser

Det fælles udgangspunkt bliver i Kunstpakhuset til nærmest en hule af oplevelser og indtryk. “All Solid melts into Air” handler om at bryde grænser med materialerne. Skabe luftige oplevelser af materialer, der komplementerer hinanden i form og farver.

På den måde svæver Anne Damgaards geometriske tylkreationer i luften og rundt i farvesamspil med Bente Skjøttgaards keramiske fortolkninger cumulus - de lave små skyer:

- Vi bryder grænser med materialerne, og jeg har arbejdet med at gøre den forholdsvis bastante lertøj luftig og svævende som skyer, siger Bente Skjøttgaard.

I det mørklagte udstillingsrum bruger de to kunstnere brugt kunstigt lys på installationerne, som samtidig danner legende skygger i rummet.

- Mit materiale er som udgangspunkt fladt og endimensionalt. Jeg bruger kjoleformen til give tyllen flere dimensioner, og så leger jeg med tyllens transperens til at bygge farvelag som glasuren i stentøjet, siger Anne Damgaard.

Udenlandske udstillinger

De to har i løbet af coronatid mødtes i Statens Værksted for Kunst i København for at blive færdige til premieren på deres samarbejde i Ikast. Her arbejder Anne Damgaard, der fra i år og fire år frem sidder i Statens Kunstfonds legatudvalg for kunsthåndværk og design, og Bente Skjøttgaard begge regelmæssigt.

Senest udstillede Anne Damgaard sit beklædningskunst i Dallas i USA i efteråret, mens Bente Skjøttgaard udelukkende er repræsenteret af udenlandske gallerier; i Bruxelles, Paris og New York.

- Det betyder meget for mig at udstille i Ikast, hvor jeg kommer fra, hvor min mor stadig bor og hvor min familie i generationer har beskæftiget sig med tekstiler, siger Anne Damgaard:

- Som beklædningsdesigner befinder jeg mig i spændet mellem design og kunst, hvor jeg leger med farver i lag ved at »male« med tyl. Jeg bruger som regel altid kjolen som arketype som genstand for min kunst, siger Anne Damgaard, der seneste for ti år siden udstillede i sin hjemby.

Dengang også i Kunstpakhuset med udstillingen »Konstruktioner med Cirkler, Spiral, Lys«.

Lån fra Karl Marx

Denne gang har de to kunstnere navngivet udstillingen med et citat lånt fra tysk sociolog, politisk økonom og filosof Karl Marx, der sammen med kollegaen Friedrich Engels grundlagde den videnskabelige socialisme: »All Solid melts into Air”

- Det handler om luftigheden og vores fabulering omkring skyer og at svæve. Så det handler ikke om politik, selv om corona har vendt verden helt på hovedet. Så hvem ved, om nogle af Marx’s oprindelige tanker skal i brug for at tilpasse verden. Alt er i spil - alt er kastet op i luften; all solid melts into air, siger Bente Skjøttgaard.

Ferniseringen lørdag er fra klokken 13-16. Af hensyn til corona-restriktioner håber Kunstpakhuset på forståelse for, at antallet af gæster skal spredes ud over tidsrummet.

Beklædningsdesigner Anne Damgaard, oprindeligt fra Ikast, leger med lag af tyl, farver og geometriske former. Foto: Henrik Ole Jensen
»All Solid melts into Air« hedder den svævende og fabulerende udstilling, som Kunstpakhuset har fernisering på på lørdag. Foto: Henrik Ole Jense