Ikast-iværksættere besejrede »Løverne«: Fik to investorer med ombord

Iværksætterne Mette Lyngholm og Casper Jeppesen fra Ikast-virksomheden EYDA imponerede investorerne i »Løvens Hule« og gik derfra med en investering fra flere »Løver«.

14. januar 2021, 20.01

Mette Lyngholm og Casper Jeppesen (i midten) håbede allerede inden deltagelsen i Løvens Hule, at Jesper Buch (tv) og Mia Wagner (th) ville afgive et bud på en del af virksomheden. Det lykkes at få begge »Løver« med ombord.Foto: PR-foto.

IKAST Der blev forhandlet på ægte midtjysk købmandsmanér i den bedste sendetid, da iværksætterne Mette Lyngholm og Casper Jeppesen fra den Ikast-baserede virksomhed EYDA torsdag aften præsenterede de erfarne investorer i DR-programmet »Løvens Hule« for deres virksomhed.

Fire af de fem investorer bød på sportstøjsbrandet, hvis vision er at lave sportstøj, der giver alle kvinder - uanset størrelse og alder - mod på og lyst til at bevæge sig. De to stiftere endte med at sige ja tak til buddene fra Mia Wagner og Jesper Buch, der hver især købte 10 procent af virksomheden.

- Det var helt vildt at mærke alle »Løvernes« begejstring, og at vi kunne vælge lige præcis de to, vi vidste, vi gerne ville have med i EYDA. Mias kompetencer og værdier harmonerer fantastisk med brandet, og Jesper har vist, han kan vækste et tøjbrand markant. Vi tror på, de er de helt rigtige til, sammen med os at tegne fremtidens EYDA, siger medstifter af EYDA Mette Lyngholm.

Ikast-hovedsæde giver mening

EYDA holder til på Industrivej i Ikast. Her sørger stifterne og virksomhedens øvrige fem ansatte for alt fra design af sportstøjet til opdatering af webshoppen, sociale medier og udsendelse af produkterne fra lageret til de mange kunder landet over.

At hovedsædet ligger i netop Ikast er langt fra tilfældigt. Mette Lyngholm og Casper Jeppesen er begge opvokset i byen, og de to forretningspartnere har således kendt hinanden i mange år. Mette Lyngholms forældre havde en tekstilproduktion i byen, hvor hun også i dag er bosat sammen med sin familie, og Casper Jeppesen har også fortsat stor tilknytning til byen.

- Vi er virkelig glade for at have vores kontorer og eget lager lige her i Ikast. Ikast er jo en gammel tekstil-by, og vi er glade for at kunne føre traditionerne for området videre. Vi har samtidig et nært forhold til byen, og derfor giver det super god mening at drive virksomheden herfra, siger Casper Jeppesen.

Virksomheden blev grundlagt i 2018. Siden sommer har EYDA ansat fem nye medarbejdere, og virksomheden har en forventning om en tocifret millionomsætning i år.

Mottoet ramte

EYDA er bygget på mottoet »Do what you can«. Det er vigtigt for Ikast-virksomheden at bidrage til en positiv tankegang, hvor man roser sig selv og andre for at gøre, hvad man kan med det, man har. En gåtur på tre kilometer med barnevognen er således bedre end den løbetur på 10 kilometer, man aldrig fik bevæget sig ud på.

- Vi vil gerne rykke noget og være medvirkende til, at alle danske kvinder kan føle sig tilpas som dem, de er. Vi vil gerne være med til at hylde det naturlige. Det er naturligt at svede, og det er naturligt, maven folder, når vi sidder ned. Vi er alle lige præcis, som vi skal være, siger Mette Lyngholm.

Netop den vision begejstrer investor og medstifter af Nordic Female Founders Mia Wagner og var medvirkende til hendes beslutning om at investere. Hun har store forventninger til EYDA.

- EYDA er på kort tid vækstet til en virkelig god forretning, og har fået skabt et stærkt brand, som mange kvinder kan identificere sig med. Jeg er sikker på, der sidder endnu flere kvinder uden for landegrænserne, der også vil elske EYDA, og det fortsatte vækstpotentiale er enormt, siger Mia Wagner i en pressemeddelse.

Blev kontaktet

Det var produktionsselskabet, der står bag »Løvens Hule«, som inviterede makkerparret bag EYDA til at deltage i programmet.

- Vi fik en mail fra dem, og vi brugte ikke særlig lang tid på at tænke over det. Vi vidste ret hurtigt, at vi gerne ville deltage. Vi synes, det er fedt at få kloge hoveder med ind i virksomheden, som kan hjælpe os med at komme ud over landegrænsen, siger Mette Lyngholm.

Op til programmet meldte nervøsiteten sig, men på dagen var både hun og Casper Jeppesen helt klar til at blive kastet for løverne.

- Man bliver jo kun ædt, hvis man ikke har styr på tingene og ikke er forberedte. Det var vi. Og derfor var der heller ikke noget at være nervøse for, siger hun på bagkant.

Halvanden times pitch og forhandling er kogt ned til minutters tv, og det har været sjovt at genopleve den store dag, hvor investeringen kom i hus.

- Vi er rigtig glade for, at vores møde med løverne fyldte så meget i programmet, siger Mette Lyngholm.

CANO

Eyda

Eyda er et sportsbrand stiftet af Mette Lyngholm og Casper Jeppesen i 2018. Siden da er en tredje ejer, også fra Ikast, trådt ind i virksomheden - ligesom Mia Wagner og Jesper Buch, kendt fra tv-programmet »Løvens Hule«, nu ejer en del af virksomheden.

Mette Lyngholm har titel af kreativ direktør, mens Casper Jeppesen er administrerende direktør for Eyda.

Virksomheden med syv ansatte har både kontorer og lager på Industrivej i Ikast.

Eyda udvikler og designer selv alt fra bunden og får det produceret i Kina. Virksomheden sælger kun tøjet på sin egen webshop og har været i gang på det danske marked i omkring to år.

Der er ingen faste sæsonkollektioner eller særlige print, der gør produkterne sæsonprægede. Varene skal helst kunne bruges hele året.

Mette Lyngholm bog i Ikast med sin kæreste og to børn, mens Casper Jeppesen er vendt hjem fra Kina og har bosat sig i Aarhus.