Helenius afslutter måltørke i Silkeborgs sikre pokalsejr

For første gang siden juli kom Nicklas Helenius på måltavlen, da Silkeborg slog Næstved i pokalturneringen.

Udgivet:28. september 2022, 19.55

Læsetid:1 minut

Nicklas Helenius scorede for første gang siden superligakampen mod Brøndby 31. juli. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

NÆSTVED Silkeborg-angriberen Nicklas Helenius er tilbage i rollen som målmager.

Efter en velvoksen scoringspause kom den 31-årige forward på måltavlen, da silkeborgenserne på udebane besejrede Næstved med 3-0 i pokalturneringens tredje runde.

Helenius stod for målet til 1-0, da han efter 17 minutter slap fri foran Mohammad Hassan i Næstved-målet og scorede sikkert med et fladt spark.

Den erfarne forward blev Superligaens topscorer i sidste sæson og startede også som lyn og torden efter sommerpausen.

Han lavede fire mål i de første tre ligakampe, men gik derefter i stå. I de følgende 11 kampe i Superligaen og europæiske klubturneringer forblev Helenius målløs.

Hans mål i Næstved sendte Silkeborg på kurs mod en sikker sejr. Superligaklubben var aldrig rigtig truet af nummer fire fra den næstbedste række, der har den tidligere landstrænerassistent Peter Bonde på sidelinjen.

Næstved bød hjemmepublikum på udmærket kombinationsfodbold, men det kneb voldsomt med at skabe chancer.

I stedet kom gæsterne efter knap en halv time foran 2-0 på et perfekt udført kontraangreb.

Backen Oliver Sonne slap fri på højrekanten og fandt startdebutanten Anders Dahl, der sparkede bolden højt i nettet.

Efter lidt over en times spil blev Helenius erstattet af Tonni Adamsen. Og den nye mand viste sin målfarlighed 12 minutter før tid, da han scorede til 3-0.

Adamsens skud var hårdt, men han fik også hjælp af Mohammad Hassan, der nok burde have holdt bolden ude af nettet.

Med sejren er Silkeborg som første klub klar til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen. Rundens øvrige kampe spilles i løbet af oktober.

/ritzau/