
Jazz’en spiller på sidste vers i Engesvang
Jazzcafe Engesvang har eksisteret i næsten 10 år, men nu er det snart slut. Torsdag 13. april var avisen med til jazz i Bøllingsø Bryghus
Udgivet:22. april 2023, 06.00
Læsetid:3 minutter
Aalborg five +1 spillede op torsdag 13. april på Bøllingsø Bryghus. Til stor fornøjelse for de fremmødte jazzentusiaster. Foto: Mads Magnussen
1 måned siden
JAZZCAFE Klokken 19.14 svinger undertegnede bilen ind på parkeringspladsen ved Bøllingsø Bryghus i Engesvang. Solen er langsomt ved at gå ned fra en smuk, blå himmel med enkelte skyer spredt ud, som om en malerpensel er blevet svunget forbi den tidlige aftenhimmel.
En håndfuld jazz-entusiaster sætter ligesom undertegnede kursen mod bryghusets indgang, for i aften skal der være jazz - takket være Jazzcafe Engesvang.
Lokalet er halvt fyldt her et kvarters tid inden, musikken skal begynde, men der går ikke mere end 10 minutter, så er der næsten ingen stole tilbage.
»Får I brugt sommerhuset?« lyder det fra én, »Så er der ikke fodbold i aften?« lyder det fra en anden - denne lille samling af jazzfolk har været samlet flere gange i jazz’ens tegn.
Klokken 19.29 bliver der fyldt op mellem instrumenterne. Det er »Aalborg five +1« der skal optræde i aften, men denne aften er de dog +2, da de har taget sangerinden Helle Mogensen med.
Et nummer af navnet »Fly to the Moon« indleder aftenen, og allerede ved den første saxofon-solo klapper publikum.
Jazzen er snart fortid
Klokken 19.42 får Helle Mogensen sin første optræden med nummeret »The Girl from Ipanema«. Hendes bløde, lyse stemme klæder den glade tone i sangen, selvom sangen omhandler ulykkelig kærlighed. Helle Mogensens stemme afløses af den fløjsbløde lyd fra saxofonen der tager sig en solo, inden Helle Mogensen igen griber publikum med sin stemme og fører nummeret sikkert i havn.
Aftenen skrider frem, folk tripper med fødderne og virker generelt begejstrede. Og det handler da også om at nyde det, for snart er det slut.
Jazzcafe Engesvang, som så dagens lys i 2014 har ikke kunnet finde en ny bestyrelse, hvilket betyder, at denne sæson er den sidste. Et vemodigt farvel nærmer sig, men »så må vi se, om vi kan finde på noget nyt,« som musikkoordinator i Jazzcafe Engesvang, Torben Sørensen, fortæller til undertegnede, da han slår forbi mit bord i den ene af aftenens to pauser.
Dansevise
Klokken er nu 20.57. Endnu en gang skal Helle Mogensen synge. Denne gang en sang af de mere kendte, nemlig Jørgen og Grethe Ingemanns »Dansevise«.
»Et solstrejf i en vandpyt,« indleder hun, netop som det kan konstateres, at solen næsten har tabt kampen til mørket på den anden side af lokalets vinduer.
Herefter tager Helle Mogensen igen en pause, hvorfor lokalet igen fyldes af lækker saxofon og rytmisk trompet. Ja, bandet har også andre instrumenter og dertilhørende musikere, men hvad er jazz uden blæseinstrumenter?
Klokken 22.00 præcis lukker »Aalborg five +1« af med aftenens sidste nummer - troede de. For Torben Sørensen får lige presset et ekstra nummer ud af de glade herrer med instrumenterne.
»Vi troede, I havde udgangsforbud efter 22, så vi turde jo ikke spille længere,« lyder det fra saxofonist Jens Yde Blom, inden de tager aftenens allersidste nummer.
Klokken 22.09 er det slut. Jens Yde Blom melder tak for i aften og folk finder jakker og frakker. Endnu en aften med Jazzcafe Engesvang er slut, og folk tager veltilfredse hjem fra den hyggelige aften på bryghuset.

