Zétény fra Ungarn søger værtsfamilie

Udvekslings-organisation søger en værtsfamilie til 16-årige Zétény Cservák fra Ungarn, der er optaget på Pre-IB uddannelsen på Ikast-Brande Gymnasium

27. juni 2020, 08.10

Zeteny Cservak skal næste år være elev på IB-uddannelse i Ikast og søger i den forbindelse en værtsfamilie til den ungarske fyr. Foto: Privat

UDDANNELSE Er I en frisk familie bosat i Ikast eller opland, som er nysgerrige på andre kulturer? Har I lyst til at have en 16-årig dreng fra Ungarn boende i familien i det kommende skoleår?

Sådan spørger den lokale repræsentant for Udvekslingsorganisationen Momento Education, Britta Brandt, som søger en værtsfamilie til 16-årige Zétény Cservák fra Ungarn, der er optaget på Pre-IB uddannelsen på Ikast-Brande Gymnasium.

Her skal han studere i det kommende skoleår, som et led i sin uddannelse. Han skal derfor bo i en værtsfamilie for at lære den danske kultur og det danske sprog at kende på tætteste hold. Samtidig giver det ekstra tryghed at bo i en familie frem for at bo på kollegium eller i et lejet værelse.

- I en tid, hvor vi ikke må rejse ud i verden, er det oplagt at invitere verden hjem til os selv, fortæller Britta Brandt, der er Inbound Koordinator i Momento Education. Som værtsfamilie får man indblik i en anden kultur, en udenlandsk families traditioner og levevis og man deler egne vaner, hverdag og familiens traditioner med den unge, der flytter ind i familien. For mange unge og familier bliver det et livslangt og værdifuldt venskab, der bygger på den nære relation, man får til hinanden i løbet af det år, hvor den unge bor i værtsfamilien.

Momento Education søger derfor en familie, der er bosat i Ikast-Brande, eventuelt Herning, og som har lyst til at lære en aktiv og ambitiøs dreng fra Ungarn at kende på tætteste hold.

Zetený er en aktiv dreng, der er vild med at spille basketball, fodbold, skiløb og svømning. Han interesserer sig meget for andre kulturer og har netop afsluttet et udvekslingsophold i Mexico. Han glæder sig til nye venskaber og beskrives som en social, hjælpsom og selvstændig dreng. At være værtsfamilie er ulønnet og familien giver kost og logi til den unge, som til gengæld har pligter i familien på lige fod med de øvrige medlemmer.

Forældrene sender lommepenge til øvrige udgifter.

Momento Education kan kontaktes for yderligere informationer omkring Zétény og værtning i øvrigt.