BBC: Mistænkt for politikerdrab deltog i afradikalisering

En 25-årig mand mistænkt for drab på David Amess havde angiveligt deltaget i et program for afradikalisering.

17. oktober 2021, 03.10

Det konservative britiske parlamentsmedlem David Amess blev stukket ihjel i en kirke i Leigh-on-Sea fredag.

LEIGH-ON-SEA Den mand, som menes at have dræbt det britiske parlamentsmedlem David Amess fredag, var kendt af myndighederne og havde deltaget i et program for afradikalisering for nogle år siden.

Det rapporterer BBC.

Unavngivne kilder i den britiske regering bekræfter over for BBC, at der er tale om den 25-årige Ali Harbi Ali.

Han blev pågrebet af politiet fredag, efter at han efter alt at dømme stak David Amess med en kniv under et vælgermøde i en kirke i den lille by Leigh-on-Sea.

Det menes, at manden handlede alene, og tidligt lørdag hed det i en erklæring fra politiet, at foreløbige undersøgelser tyder på, at motivationen til angrebet kan være knyttet til islamistisk ekstremisme.

Ifølge BBC blev Ali Harbi Ali henvist til programmet Prevent for nogle år siden.

Prevent er Storbritanniens program for forebyggelse af terrorisme og har til formål at forhindre personer i at blive radikaliseret.

Programmet er frivilligt og er ikke en strafferetlig sanktion.

Det menes, at Ali Harbi Ali, der har somaliske rødder, ikke deltog i programmet særligt længe. Og han var aldrig formelt "en person af interesse" for MI5, der er den britiske sikkerheds- og efterretningstjeneste.

Politiet har indtil fredag den 22. oktober til at afhøre den mistænkte, som er tilbageholdt i henhold til terrorloven.

Avisen The Sunday Times skriver ifølge nyhedsbureauet AFP, at politiet mener, at den mistænkte handlede alene og var "selvradikaliseret". Han var muligvis inspireret af al-Shabaab, der er islamister i Somalia med tilknytning til al-Qaeda.

Ali Harbi Alis far, Harbi Ali Kullane, er tidligere rådgiver for Somalias premierminister.

Harbi Ali Kullane bekræfter over for The Sunday Times, at sønnen er i politiets varetægt.

- Jeg føler mig dybt traumatiseret, siger faren.

Tabloidavisen The Sun skriver, at gerningsmanden stak David Amess adskillige gange i overværelse af to kvindelige medarbejdere, inden han satte sig ned og ventede på politiet.

/ritzau/